FC Fredericia Aps  ·  Vestre Ringvej 102  ·  7000 Fredericia  ·  Tlf.: 75 92 77 66  ·  e-mail: kf@fcfredericia.dk  ·  Tilmeld nyhedsbrev  · 

PREMIERESEJR!

Endelig kom vi i gang med turneringen. Og lykkeligvis fik vi tilmed tre points i vores første kamp.
Vejr og vind gjorde, at det ikke var en let kamp at spille, og det var ej heller en let modstander.        
Men det var en fortjent sejr! 
Men i fodbold går det som bekendt ikke altid efter fortjeneste.
Og hvad betyder det egentligt, at noget går efter fortjeneste?
Når jeg mener, at det var fortjent, at vi fik de tre points, så er det først og fremmest, fordi vi høstede frugten af vores fysiske tilstand; alle kunne holde et højt niveau til sidste minut. Og det er ikke sjældent tingene afgøres her. Derimod er det sjældent tilfældigt, hvem det er, der afgør tingene i denne fase... 

Desuden havde vi det meste spil og langt de fleste chancer (8-9 til os og 2 til dem), men det vitale er ikke, hvem der har spil og bold, men hvad man bruger boldbesiddelsen til, og hvor godt man udnytter sine chancer...For Roskilde er det ikke afgørende at være mest i boldbesiddelse, de kan godt leve med, at modstanderen har bolden, så længe de ikke er farlige med bolden. De afventer stille og roligt, at modstanderen i boldbesiddelsen dummer sig og mister bolden i en farlig zone. Her sætter de ind med lynhurtige omstillinger. Og til det er de dygtige! To mål på to chancer er flot udnyttet, og jeg har stor respekt for deres evne til praktisere denne stil, der med sikkerhed vil kaste points af sig i andre kampe.Vi vidste på forhånd, hvad de ville, og hvad de kunne, men det betyder desværre ikke, at det er helt enkelt at gardere sig mod. Vi dummer os et par gange, og det bliver straffet. Heldigvis har vi formatet og styrken til at komme igen to gange. Og afslutningsvis viser Kenan, at han kan blive en særdeles vigtig spiller for os.

Vi skal have elimineret fejlene i de farlige zoner og blive lidt skarpere på den sidste trediedel - selv om tre mål på 8 chancer ikke er helt tosset...
Denne sejr er meget mere værd end de tre uhyre vigtige points.
 
Peter Sørensen