FC Fredericia Aps  ·  Vestre Ringvej 102  ·  7000 Fredericia  ·  Tlf.: 75 92 77 66  ·  e-mail: kf@fcfredericia.dk  ·  Tilmeld nyhedsbrev  · 

Optakt Silkeborg IF-FC Fredericia

Min gamle moderklub, SIF, synes efter en enkelt uafgjort og tre sejre i de første fire kampe i foråret at have fundet den rette model for at nå sit mål og opfylde sin ambition om oprykning til SAS-ligaen. 
Troels Beck har dygtigt videreført arbejdet fra Peder Knudsen, som i efteråret blev fritstillet efter ikke at kunne indfri de store forventninger internt og externt.
Forventningerne er i mellemtiden ikke blevet mindre; man har i vidt omfang kunnet fastholde økonomiske og sportslige rammer, der matcher superliganiveau til trods for man i flere sæsoner i det seneste årti har befundet sig i den næstbedste række, og det har man på mange etager været utroligt skuffede over, efter man i klubben og i byen op gennem 90'erne havde vænnet sig til tilværelsen i den absolutte top af dansk fodbold...
Jeg mener, klubben er gearet til superligaen, og at spillet og resultaterne også lugter af superliga.
 
Ikke desto mindre er det min faste overbevisning, at vi vil få point i kampen mod oprykningsfavoritterne. 
De er til dagens kamp klart svækkede. 
Steven Lüsti og Arabi er med sikkerhed ude, og Peter Degn og Thorbjørn Holst har været småskadede i en periode. Jeg tror dog de to sidstnævnte spiller, da de spiller en stor rolle på holdet og vil være desto mere betydningsfulde i fraværet af et par normale stamspillere. 
Med andre ord vil SIF utvivlsomt kunne stable et særdeles godt hold på benene i kraft af en bred og stærk trup, men svækkede vil de unægteligt være.
Jeg kender holdet og spillerne godt, så de vil ikke kunne overraske os. Vi kender deres forcer og svagheder, og dem vil vi henholdsvis tage højde for og udnytte.
Silkeborg har ligaens stærkeste angribere, og derfor står vores forsvar overfor en stor udfordring her - ikke mindst indenfor 16 meteren skal vi skærpe os i forhold til tidligere, hvis vi skal klare at holde nullet. Omvendt vil vi med sikkerhed få chancer nok til at score et par mål, men igen må vi stille større krav om en større effektivitet inde i feltet.
Vi glæder os til udfordringen, er mere end klar og kommer ikke til at tabe til Silkeborg - selv om jeg efter kampen hjerteligt vil ønske SIF held og lykke i de resterende kampe og inderligt håbe for dem, at de i år måtte lykkes...

PS