FC Fredericia Aps  ·  Vestre Ringvej 102  ·  7000 Fredericia  ·  Tlf.: 75 92 77 66  ·  e-mail: kf@fcfredericia.dk  ·  Tilmeld nyhedsbrev  · 

Reaktion på LFA og optakt Kolding FC

Efter en lang dag kunne vi tillfredse vende tilbage fra LFA kampen søndag aften og glæde os over 3 points.
Vi havde ikke spillet vores bedste kamp, men det er også en kunst at vinde på dage, hvor man ikke topper. 
Om vores relativt sløve start skyldtes den efter danske forhold lange rejse til Lolland, om der var tale om almindeligt ungdomssløvsind, eller noget helt trejde spillede ind, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har fortalt spillerene, at det ikke skal gentage sig, for det kan koste point. Ingen hold i 1. division er så dårlige, at vi ikke kan tabe til dem. (Til gengæld er der heller ikke nogen, vi ikke kan slå....)
Jeg vil også gerne anerkende LFA, for at spille udmærket fodbold og bevare en gejst i spillet til trods for deres ubehjælpelige placering i rækken. Ligesom jeg vil udtrykke overraskelse over, at deres placering er så håbløs, for de spillede faktisk i perioder ganske godt.
Dog var vi aldrig for alvor truede. De skabte forsvindende lidt, faktisk kom de til deres første chance i det 92. minut, så vores defensiv fungerede godt - igen.
Netop vores defensiv har været et nøgletema for os her i opstarten. Vi skal kunne lukke bedre af for chancer mod og kunne spille til nul, således vi på dage, hvor ikke alt fungerer offensivt, kan stå med mindst et point, og i kampe, hvor vi dog med skarphed kan trække os tilbage med en sejr på baggrund af en indøvet standartsituation eller straffer en blottelse i modstandernes forsvar. 
Sådan grundlægges et tophold. Ingen hold spiller godt hver gang, men de bedste vinder på trods af mindre gode præstationer på baggrund af en solid defensiv og matchwinneraktioner offensivt.
Vi nærmer os dette niveau; vores forsvar er godt, men bliver bedre og vi har matchwinnertyper offensivt, hvor Kenan og isærdeleshed Katholm kan fremhæves. Eksempelvis scorede han jo begge mål senest på baggrund af flotte assister fra henholdsvis Jakob Rasmussen og Martin Mikkelsen. (At han så skulle have scoret fem, lever vi med i denne omgang.)
De udslagsgivende enkeltmandspræstationer har alle hold behov for, men aktionerne bliver kun udslagsgivende, fordi kollektivet fungerer. Det gør vores bedre og bedre, hvilket er et resultat af spillernes gode indstilling og hårde arbejde i den daglige træning.
 
Kampen som nu står for dagen mod Kolding er endnu en spændende udfordring. Senest viste de flot moral ved at komme tilbage og vinde 4-2, efter at have været nede med 2-0 mod Roskilde. 
Min gamle ven fra vores fælles tid i Silkeborg, Frank Andersen viste handlekraft og overblik ved at ændre formation undervejs, og det viste sig at være godt set.
Ud over en dygtig træner har Kolding desværre også mange gode spillere, som vi skal tage hånd om. 
Og jeg er blevet orienteret om, at vi historisk set har haft det lidt svært med Kolding - selv på hjemmebane..
I denne kamp skal vi vise, at dette forår også bliver en periode, hvor vi bryder med fortidens synder og omdanner Monjasa Park til en fort, som ingen skal kunne indtage. 
Der vil være mange spændende dueller og kampe i kampen, som vil blive tæt, men som vi vil vinde slutteligt. For selv om jeg i sin tid lærte Frank alt, hvad han kan, betyder det jo ikke, at jeg lærte ham alt, hvad jeg kan...
 
PS