FC Fredericia Aps  ·  Vestre Ringvej 102  ·  7000 Fredericia  ·  Tlf.: 75 92 77 66  ·  e-mail: kf@fcfredericia.dk  ·  Tilmeld nyhedsbrev  · 

Torben Holt færdig for i år

Af Carsten G. Johansen 

FC-spiller skal opereres i begge hofter - er tidligst tilbage på banen i slutningen af foråret 2010.

FC Fredericias Torben Holt er en uheldig fodboldspiller. Det fik han for nylig bekræftet endnu engang, da han var til scanning af sin lyske, der har holdt ham ude af spillet siden sidste efterår.

På mandag får han datoen for sin første operation - han håber at komme under kniven i juli eller august - og derefter skal han i gang med en lang genoptræning. Han regner tidligst med at være tilbage som fodboldspiller i slutningen af foråret 2010.

Torben Holt må dog konstatere, at den seneste undersøgelse var held i uheld. Med de forestående operationer undgår han formentlig slidgigt, som ellers ville være en nærmest uundgåelig følge.

-Lægerne har opdaget, at jeg har en medfødt fejl i hofterne. Lidt enkelt forklaret er mine hofteskåle for små. Derfor skal jeg opereres i begge hofter - det skulle jeg have været uanset om jeg vil spille fodbold eller ej. Ellers risikerer man at få slidgigt, og så skal man have en helt ny hofte, forklarer Torben Holt.

Hofterne bliver opereret ad to omgange med mindst 12 ugers mellemrum og herefter skal han i gang med en omfattende genoptræning.

Kan ikke engang løbe

Hvis Torben Holt bliver opereret i løbet af sommerferien og sensommeren, som han håber, kan han genoptræne og komme i gang med fodbolden igen i sommeren 2010. FC Fredericias bedste hold skal han nok ikke regne med at nå før andet halvår af 2010, der samtidig markerer det sidste halve år af hans nuværende kontrakt med klubben. Endnu ved Holt ikke, om han overhovedet kommer i gang med fodbolden igen, men vil gøre alt for det.

- Karrieren tænker jeg ikke på lige nu, men håber selvfølgelig at komme tilbage 100%. Jeg har så ondt i lysken for tiden, at jeg ikke en gang kan løbe en tur. Somme tider tager jeg en halv time på spinningscyklen, og så kan jeg næsten ikke gå i tre dage. Det var lidt af et chok at få sådan en besked, men jeg er også lettet over at have fået det at vide, hvad der er galt. Jeg må tage en dag ad gangen og se, hvad det ender med, siger Torben Holt.

Torben Holt slutter af med at sige, at han vil gøre alt for at komme tilbage igen, da fodbold har været hans liv i 22 år, og tanken om at skulle undvære det, er ikke en rar tanke.

Torben Holts seneste kamp for FC Fredericia var i pokalkampen imod Vinding 23. august 2008. Før det havde han allerede været igennem mere end halvandet år, hvor han røg ud og ind af holdet på grund af skader. Han er noteret for 126 kampe for FC Fredericia.