Kampene mod favoritterne

De første to af de i dette hjørne omtalte "tre store kampe" er veloverståede. Den overbevisende sejr mod Viborg og efter den imponerende indsats mod Horsens, kan jeg sige, at vi har løftet vores niveau. Der var ikke tale om tilfældigheder eller tale en oplevelse, vi ikke vil se tilsvarende foreløbig.

Tvært i mod forventer jeg en kontinuitet og lignende fremtidige forestillinger på højt niveau; for vores spillere er dedikerede, træner dagligt koncentreret, og glæder sig til at komme i kamp hver weekend for at vinde og vise, hvor gode, de er.

Viborg kampen var et vidnesbyrd om spillernes styrke og holdets format. I samtlige spillets facetter var vi Viborg overlegne.

Ud over et par ufarlige forsøg efter hjørnespark havde Viborg kun en enkelt stor chance. Og denne indtraf efter 89 minutters spil i en periode, hvor Viborg desperat forsøgte sig med endnu flere lange bolde frem mod vores mål.

Vi skabte 6-7 særdeles store chancer, og vi burde have scoret mindst et par mål mere...

Udover den klare forskel, som kampen med al ønskelig tydelighed afspejlede disse to hold i mellem, illustrerede kampen også, hvordan vi gerne vil spille fodbold.

Et særdeles velorganiseret forsvarsspil - fra de to forreste til den sidste skanse i målet - som basis for en angrebsivrig fremadrettet offensiv stil, hvor boldbesiddelsen helst munder ud i afslutning på mål.

Som kampen også viste, kan denne offensive stil udspille sig i forskellige afskygninger; allerede efter halvandet minut skabte vi kampens største chance: Troels vinder sin direkte duel langt tilbage på egen halvdel, Kryger fanger 2. bolden og 11 pasninger og 35 sekunder senere sparker Morten Friis (desværre) bolden over foran åbent mål. De to eneste markspillere, der ikke deltog aktivt i det opbyggende spil til denne chance var Henrik Smedegaard og Mads Agesen.

Den næststørste chance opstod efter, at vi bryder Viborgs opspil midt på banen, Søren Phillipp fører bolden frem, vi er 3 mod 2, han spiller perfekt Friis, som med sin første berøring sparker lige forbi stolpen...

Begge situationer mindede om opvisning i nogle af de øvelser, som vi træner i til hverdag på træningsbanen.

Det glæder altid en træner, når det man bruger tid på på træningsbanen overføres til kampene. Nogle ville hævde, at det er det, det drejer sig om...

Næste kamp mod en anden af de absolutte oprykningskandidater stod kort efter for døren. Vi forberedte os til denne store kamp, og forskellige taktikker til netop denne store opgave blev drøftet os trænere i mellem. Jeg besluttede, at vi kun i særdeles begrænset omfang korrigerede vores oplæg til denne kamp i forhold til kampen forinden mod Viborg. Ræsonnementet var, at det vi var så gode til offensivt mod Viborg, ville Horsens heller ikke kunne modstå – så stor er forskellen på disse to hold heller ikke…

Til gengæld havde Horsens et par offensive spillere, som vi gik op i at lukke ned for.

Jeg tilstår, at sådanne overvejelser kan have et skær af ”arrogance” over sig, når man tænker på de enorme forskelle, der kan konstateres, når vi ser lidt på historikken og de øjeblikkelige forhold, der adskiller AC Horsens og FC Fredericia.

Nogle venligere stemt eksperter ville måske kalde vores tilgang til kampen for ”lettere naiv”, men heldigvis kunne vi afslutningsvis gå tilfredse fra CASA-Arena, efter en lige kamp på et særdeles højt 1. Divisions niveau.

Når jeg ikke mener, ”arrogance” eller ”naivitet” er dækkende termer for vores tilgang til Horsens kampen, er det ikke kun fordi, vi fik ret, men i højere grad et udslag af, at jeg kender vores niveau, når vi er bedst. Og det er det det drejer sig om; at være bedst når det gælder.

Det gælder også i den forestående opgave. I den grad! Årets måske største kamp. Kampen mod Vejle Boldklub, der som bekendt af alle er udråbt til sikker oprykker, hvilket stemmer fint med det set up, der hersker i Vejle. Men vi glæder os som små drenge til juleaften til at måle os med VB.

Jeg vil slet ikke gå i detaljer med de specifikke forskelle de to klubber i mellem, for der er så mange, og de er så store, at der næsten er tale om parallelle universer.

At dette er de faktiske forhold betyder også, at der vel nærmest er tale om et klassisk had-kærlighedsforhold disse to klubbers tilhængere i mellem. Og det giver den spændende kamp mellem to gode hold endnu mere nerve.

Den enkelte må gøre op, hvor meget had henholdsvis kærlighed, der bor i dette forhold. For min del kan jeg sige, at der hersker et had-kærlighedsforhold uden had.

Tvært i mod ønsker jeg alt det bedste for min tidligere klub, og jeg håber, de tager den ene af de to pladser til det forjættede land - og så er der stadig én ledig plads!

Vi ses på Monjasa.

PS