FC Fredericia Aps · Vestre Ringvej 102 · 7000 Fredericia · Tlf.: 75 92 77 66 · e-mail: kf@fcfredericia.dk · Tilmeld nyhedsbrev ·
Kampene mod favoritterne II
Efter at have spillet kampe tre uger i træk mod oprykningsfavoritterne Viborg, Horsens og Vejle, skal vi spille i næste kamp mod en af favoritterne til nedrykning, Brabrand.
Vi konstaterer med stolthed, at vi spillede mindst lige så godt som Horsens og Vejle, og vi var klart bedre end Viborg. Det vidner om, at vi har kvalitet til at spille med i toppen. Og det vil vi!
Men det handler som bekendt ikke alene om at kunne spille godt mod de største, men i lige så høj grad om at være bedre end – og vinde - mod de mindste. Kan vi ikke det, vil vi alligevel ikke lykkes maximalt i det lange løb.
Indsigtsfulde journalister hæfter sig ved, at vi er rigtig gode, når vi er bedst. Og det er vi mod de store hold, siger de. Underforstået, at vi ofte vil få problemer med de mindre hold.
Det vil jeg heller ikke udelukke, at vi får. Vi er ikke så gode, at vi kan spadsere os igennem nogen kamp.
Det gælder derfor mod Brabrand, som mod Horsens og Vejle, at vi skal kæmpe os til overtaget i kampen. Vi skal vinde nærkampene, før vi kan vinde kampen. Det er til alle tider gældende for os og vores stil. Vi vil kendes på at være ydmyge til enhver opgave, som står for døren, men kende til, at vi grundlæggende er lige så gode, som de bedste – men kun hvis vi fastholder samme indgang til hver kamp uanset, hvem vi møder.
Jeg har stor respekt for Brabrand, som i særdeleshed er vanskelige at spille mod på deres egen bane. Men jeg er ikke nervøs for vores egen evne til at præstere. Mediernes snak om vores problemer med at skabe en kamp er ikke opdateret viden, men en anakronisme.
I min tid har vi haft ét alvorligt udfald. Nemlig i Skivekampen på udebane i foråret, hvor vi smed sejren væk i kampens døende minutter og til dels i kampen mod LFA hjemme, hvor vi på trods af et hav af chancer kun scorede et enkelt mål, men hvor kampens sidste 20 minutter blev spillet i tæt tåge, hvor ingen kunne se 10 meter frem for sig.
Til de kolde fakta hører også, at vi i indeværende sæson har spillet mod ”middelhold” som Frem på hjemmebane og FC Fyn, Svendborg og Assens på udebane. Den samlede score mod disse hold hedder - i al beskedenhed - 19-3!
Det er ikke for at prale; For den der praler, kan ikke, og den der kan, praler ikke.
Vi ses på Monjasa.
PS













