FC Fredericia Aps · Vestre Ringvej 102 · 7000 Fredericia · Tlf.: 75 92 77 66 · e-mail: kf@fcfredericia.dk · Tilmeld nyhedsbrev ·
Jeg tog fejl - beklager.
Indledningsvis må jeg korrigere mig selv for min analyse af kampen mod Næstved i minutterne efter kampen, hvor jeg udtalte mig til pressen.
Jeg sagde, at der var tale om en kamp, hvor hvert hold havde en halvleg. Næstved var klart bedst i første halvleg, tilføjede jeg.
Det var forkert.
Næstved var efter at have genset kampen ikke bedre end os i første halvleg, og der var desuden tale om en helt jævnbyrdig forestilling gennem den første time!
Jeg skal beklage, men jeg kan måske forklare det med et sporadisk udslag af det storsind, som ind i mellem viser sig – selv hos de mest indbildske…
Jeg kan måske også undskylde det med, at jeg, efter at have hørt min gode kollega Kim Poulsens analyse af kampen, ikke var den eneste, som lod sig rive med af uvederhæftige følelser og fornemmelser...
Til hans undskyldning skal det siges, at han jo også under kampen havde meget at se til. Ud over at koncentrere sig om sit eget hold, følte han sig også kaldet til at give dommerne konsulentbistand. Og det viste sig da også – selv for ham – at være en for stor mundfuld.
Men nok om ham, vi kan åbenbart alle tage fejl. Det gjorde jeg jo også.
Mine dygtige kolleger; Kristoffer og Steen havde gjort fine analyser, og på denne baggrund lagde jeg en taktik. Vi vidste, at Balling, Blicher og Henrik Madsen skulle lukkes ned, for det er altid disse spillere, der afgør kampene til Næstveds fordel. Det var vi klart bedst til i anden halvleg. I første halvleg var de gode og kom til chancer, som også kunne have medført scoring, men overligger og Carsten afværgede.
Jeg tror, at disse store chancer har påvirket vores dømmekraft, for meget mere havde Næstved ikke i første halvleg.
De havde bolden mest, men det havde vi også forudset, ligesom vi vidste, at de ville få svært ved at score. Dette på baggrund af vores gode forsvarsorganisation, for Næstved er særdeles velspillende - og har i øvrigt et godt og velfungerende hold.
Efter en times spil siger chancestatistikken 4-4, som et udtryk for jævnbyrdighed. Men fra det 60. min er der tale om spil til et mål! Og vi scorer i denne periode to mål på 7-8 store chancer.
Kim Poulsen er, som jeg påpegede inden kampen en dygtig træner, og han har ret, når han efter kampen siger, at vi har vores standardsituationer, som vi scorer på. Vi øver os oven i købet en hel del i det, og det er ikke held, at Jacobs serv går ind til 1-0, for det er faktisk en del af taktikken; at serven skal ramme inden for målrammen, hvis der nu skulle indtræffe det, at ingen spillere kommer på bolden. Det forekommer nemlig nu og da…
Han har også ret i, at vi spiller med lange bolde.
Ligesom vi spiller med kortere bolde og mange stationer, som eksempelvis i forbindelse med vores tredje mål, hvor seks forskellige spillere kombinerer sig frem til afslutning og mål.
Jeg er særdeles tilfreds med, at vores spillere magter mange af spillets facetter, og at vi er i stand til at variere vores måde at angribe på. Ind i mellem tillader vi os oven i købet at straffe modstanderne for de fejl, de begår, når de gerne vil kombinere sig rundt på banen. Det træner vi nemlig også på…
Det viste vi ikke mod Næstved, men de er også rigtig dygtige til at undgå at begå fejl. Måske kan vi så demonstrere dette aspekt af vores spil i vores sidste kamp i år mod AB på mandag. Jeg kan ikke garantere det, men det skulle ikke overraske mig.
Til gengæld ville det overraske mig, hvis det skulle vise sig, at vi ikke også vinder i Gladsaxe!
PS













