Tirsdag formiddag brugte FC Fredericia landsholdspausen til, at spille en træningskamp mod ulvene fra FC Midtjylland. I første halvleg startede FC Midtjylland i en stærk opstilling med prominente navne som: Jakob Poulsen, Erik Sviatchenko, Marc Dal Hende og Paul Onuachu.

De første minutter dominerede FCM, men efter 9 minutter var det alligevel Anders Holvad, der kunne bringe FC Fredericia foran med 0-1, da han modtog en stikning i feltet og scorede via stolpen. Efter scoringen pressede FC Fredericia hårdt på de efterførgende10 minutter.

Derefter var det dog FCM der havde spillet og FCF forsvarede. Blandt andet hamrede George bolden i mål, men der blev vinket for offside. Dermed kunne FC Fredericia gå til pause foran 0-1.

I anden halvleg skiftede FCF Andreas Raahauge ind i stedet for Alexander Nybo, Mathias Gertsen ind i stedet for Christian Sørensen. FCM skiftede hele holdet ud, og ind kom der en række unge spiller.

Det gav pote for FCM, da Casper Tengstedt efter 53 minutter kunne gøre det til 1-1.Og efter 60 minutter stod det pludseligt 2-1 til midtjyderne, da et hjørnespark endte ved Tobias Anker, der sikkert kunne sparke bolden i kassen.

I mellemtiden var Sebastian Buch kommet ind i stedet for Anders Holvad, og så blev der debut til FC Fredericias U19-spiller Rasmus Møller der kom ind i stedet for Christian Ege. Rasmus Møller fyldte 17 år i dag, og gjorde en rigtig god figur på en lidt uvant plads som venstreback.

Efter 66 minutter fik FC Fredericia udlignet til 2-2. Indskiftede Sebastian Buch modtog en lang bold, som han pillede ned og sparkede resolut bag Ottesen i FCM-målet.

Til sidst var Onyeka tæt på at afgøre kampen, men en flot redning fra Andreas Raahauge i FCF-målet, gjorde at det forblev 2-2 ved slutfløjtet.