Vi tog fat i målscoreren til 1-0, Anders Holvad, efter sejren på 3-0 over Næstved BK.

Anders Holvad skrev i fredags en ny kontrakt gældende til sommeren 2023, og i dag scorede han, blev kampens spiller og vandt 3-0. Holvad lægger heller ikke skjul på, at det har været en fin uge:

”Det har været en godkendt uge på godt jysk. Det har været fantastisk! Jeg er rigtig glad for min aftale, og at jeg kan blive her i nogle år, og hjælpe klubben med forhåbentlig at rykke op på et tidspunkt. At vi så slutter ugen af med en sejr, at gå på juleferie på, samtidigt med at jeg får scoret efter en måltørke, det er selvfølgelig dejligt.”

Efter dagens sejr går FC Fredericia til vinterpause på ligaens tredjeplads. Ifølge Anders Holvad er det godkendt:

”Vi sætter stor pris på det. Vi er rigtig glade for at slutte godt af, og gå på juleferie med en god smag i munden, så vi er klar til foråret.”

Anders Holvad fortæller også, at det selvfølgelig skal fejres, at spillerne går til pause på tredjepladsen:

”Der bliver nok noget fest. Vi har ikke helt planlagt, hvad der skal ske endnu, men der skal nok ske lidt gak og løjer,” afsluttede Anders Holvad.

Næste kamp er søndag d. 3/3 når drengene tager til Køge.