Mathias Johannsen, eller bare ”Malte” som han kaldes i daglig tale, er faldet fantastisk godt til i FC Fredericia. Han har revet de amagerkanske rødder op med roden, og er flyttet væk fra øen i hovedstaden for første gang i hans 26 år lange liv. Det har været en omvæltning, men han nyder at tage til træning hver dag, men det er også noget andet end han har været vant til.

– Nu træner vi om formiddagen, i Helsingør trænede vi 16.30 fordi folk lige skulle have fri fra arbejde osv. Inklusiv mig selv. Men nu, i Fredericia, der handler det hele om fodbolden og jeg kan hellige al min tid til det. Det nyder jeg meget, fortæller Malte.

Malte kan generelt se nogle klare forskelle på at være i FC Fredericia kontra da han var i FC Helsingør. Hele setuppet virker en tand mere professionelt.Når vi træner med det her setup hvor vi har flere timer sammen, ud over træningen, så tror jeg også vi får opbygget et tættere sammenhold.

– Vi spiser morgenmaden sammen, spiser frokosten sammen efter det bliver folk ofte og spiller Partners, FIFA eller hopper en tur i svømmehallen sammen. Hvor vi i Helsingør kom halv time før træning og smuttede en halv time efter træning, fordi mange af os havde arbejde ved siden og vi trænede så sent. Og selvom vi havde det godt sammen i Helsingør, så er det bare noget andet i Fredericia, fortæller Malte.

Malte føler generelt at omklædningsrummet har taget rigtig godt imod ham, han er kommet hurtigere ind i truppen end han regnede med.

– Drengene har været virkelig gode til at tage imod mig, og få mig til at føle mig tilpas. Da vi spillede mod FC Roskilde var min forældre ude og se den, og der var flere af gutterne henne og sige hej til dem efter kampen. Det har jeg ikke oplevet før. Og så føler man sig bare endnu mere som en del af truppen, siger Malte.

– Men også bare det at de kunne tage pis på en fra starten af, altså i en god tone. Det får også bare en til at føle sig velkommen fra starten af, fortsætter Malte.

Da FC Fredericia henvendte sig til Malte, tog han kontakten som en kæmpe cadeau, han har nemlig altid set på holdet fra fæstningsbyen som et virkelig godt hold.

– Jeg har altid hadet at komme herover, fordi man vidste at det blev hårdt. Jeg var herovre med Næstved, og boldbesiddelsen var 80-20 til Fredericia. Vi tabte 3-1, og det var bare et af de der hold hvor man tænkte, hold kæft hvor de spiller godt. Så det var også et klap på skulderen, når et hold man har respekt for henvender sig, fortæller Malte.

Malte snakkede med en kammerat inden sæsonen om hvilke hold der ville blive gode i år, inden han havde snakket med FC Fredericia, og der nævnte de begge to FC Fredericia.

– Det var lidt sjovt at vi begge nævnte at Fredericia nok godt ville kunne ende i top 3, og så to dage senere havde jeg Jonas i røret, slutter Malte.