I går forlængede Andreas Oggesen sin kontrakt med FC Fredericia til 30/6 2020, og han er rigtig glad for at få et år mere i klubben:

”Jeg er glad for at være her, og vi har det rigtig godt sammen i truppen. Jeg synes, FC Fredericia er en fed klub med et godt hold og gode trænere. Jeg elsker den måde vi spiller fodbold på, og den ligger rigtig godt til mig.”

Andreas Oggesen har også høje ambitioner med sin forlængelse:

”Det er klart, at jeg gerne vil rykke op med FC Fredericia, og jeg mener også, at vi har holdet til at spille med om oprykning. Med min forlængelse til 2020 er der også et ekstra skud i bøssen for at rykke op med det her hold. Så oprykning er det ultimative mål. Jeg tror på, at jeg og holdet går en god fremtid i møde. Så det bliver rigtig spændende,” afslutter Andreas Oggesen.

Andreas Oggesen har spillet 81 kampe for FC Fredericia, og han har nettet tre gange.