Vi tog fat i Christian Ege Nielsen efter gårsdagens træning til en snak om kampen mod HB Køge.

FC Fredericia har spillet mod HB Køge en gang tidligere i sæsonen, og Christian Ege tror de kommer med noget af det samme som fra den kamp:

”Vi har mødt dem en gang i sæsonen, og der var det et rigtigt godt spillende hold, synes jeg. Det er godt sat op, og de har en dygtig træner og nogle dygtige spillere. Det virker som et meget homogent hold, og vi skal være klar til at stå imod, at de meget gerne vil spille med bolden, og det skal være vores indgangsvinkel til kampen.”

Christian Ege mener, at holdet skal være klare i spyttet på for at vinde kampen:

”Vi skal være klare i spyttet omkring, hvordan vi gerne vil spille, når vi ikke har bolden, og så skal vi lukke ned for de angrebsåbninger, de vil prøve at finde. Så skal vi selvfølgelig, også selv kunne sætte noget spil op og have noget kvalitet i vores opspil nede bagfra og finde vores egne åbninger. Derudover, skal vi spille med passion og et stort mod, og gøre vi det, har vi gode forudsætninger for at vinde.”

Til udebanekampen mod HB Køge har klubben arrangeret en bustur for FC Fredericias fans, så de kan komme med til Køge og støtte op om holdet. At nogen gider at hive deres søndag ud af kalenderen for at støtte holdet, betyder ifølge Christian Ege meget for ham selv og holdet:

”Det ville være løgn at sige, at det ikke betyder noget, for det gør det sgu. Det er et fedt tiltag, at der begynder at ske noget på lægterne igen, og at der kommer noget opbakning til os på udebane, det har vi savnet. Det bliver specielt, og vi glæder os til at se, hvordan det kommer til at smitte af på os.”

Det giver også spillere en ekstra lyst til at gå ud og vinde:

”Det giver os selvfølgelig lidt ekstra. Der er nogen på stadion, på udebane, der tror på os, og det kommer man forhåbentlig til at se på kampen også,” afsluttede Christian Ege Nielsen.

Kampen starter kl.13:45 på søndag i Køge.