Efter den anden kamp mod FC Zenit der endte 1-1, tog vi fat i målscoreren til 1-1, Dennis Høegh.

FC Zenit gav FC Fredericia modstand, og det var mest af alt på fysikken, mener Dennis Høegh:

”Det var et fysisk stærkt hold, og et hold der var okay på bolden. Men også et hold som vi på vores bedste dage burde slå. Det var dog en rigtig god træningskamp, hvor der blev gået fint til den, og vi fik nogle kilometer i benene. Generelt et godt hold og en god træningskamp.”

På sidelinjen var der stort set kun rosende ord til spillerne inde på banen, og Dennis Høegh mener også, at spillet kørte, som det skulle:

”Vi spiller, ligesom vi har gjort i størstedelen af efteråret med gode kombinationer, der gør, at vi skaber rigtig mange chancer. Hvis vi skal være lidt mere kritiske, skal vi også score flere mål end vi gør i dag. Relationerne begynder dog så småt at sidde i skabet, vi er dog i en opstart, så de relationer bliver kun bedre fra nu af.”

Høegh har været skadet i opstarten og dagens kamp var hans første i det nye år. Han er dog relativt tilfreds med sig selv, og med at komme på tavlen:

”Jeg var en del rustent derude, det kunne jeg godt mærke. Men mål hjælper altid på at skabe en god stemning omkring en kamp. Jeg har dig højere ambitioner for mit eget spil, end det jeg fik vist i dag, men man skal starte et sted. Jeg spillede dog 90 minutter, og det var jeg lidt usikker på, om jeg kunne holde til, men det kunne jeg sagtens, så det lover vel godt,” afsluttede Dennis Høegh.