I dag løb spillerne på træningsbanen for første gang efter juleferien. Vi tog en snak med Erik Nissen efter træningen, der for første gang i knap seks måneder trænede med, efter han brækkede benet i sommer.

Erik Nissen har da bl.a. også brugt ferien til at træne:

”Jeg har trænet og været sammen med mine venner og familie. Det har været dejligt at have lidt ekstra tid til det, men jeg har også set frem til i dag.”

Erik Nissen har som sagt siddet ude hele efteråret med et brækket ben, og han er også ekstra glad for at starte igen efter ferien:

”Det var dejligt at spille fodbold igen. Det er klart, at efter et halvt år er der lige nogle ting der skal på plads igen, men det må jeg være lidt tålmodig med her i starten, og så er jeg sikker på, at det nok skal komme. Men jeg har aldrig glædet mig så meget til at komme i gang som i år.”

Han mener også, at han selv og medspillerne er i fin form:

”Det er lidt svært at vurdere ud fra én træning, men umiddelbart synes jeg, at det ser godt ud.”

Stemningen i truppen efter ferien er også rigtig god ifølge, Erik Nissen:

”Vi er en del, der har glædet os til at se hinanden igen. Det er som det plejer, vi møder ind og hygger os. Det er en fornøjelse.”

Over julen er der kommet gang i FC Fredericias fanklub ”Red Pride” igen, noget som Erik Nissen mener har stor betydning for holdet:

”Det har selvfølgelig en stor betydning. Det giver lige lidt ekstra i kampene, så det kunne være dejligt, hvis der kunne komme lidt ekstra opbakning her på Monjasa Park. Det betyder meget,” afsluttede Erik Nissen.