Vi hev Jonas Dal til side efter 1-0 sejren over FC Helsingør til en snak om kampen.

Der blev fightet for sejren på Monjasa Park i dag, og Jonas Dal er heller ikke bleg for at kalde det en arbejdssejr:

”Det bliver en arbejdssejr, og det bliver en sejr, hvor vi skal langt hen i kampen, før vi får den afgjort. Vi har heller ikke sindssygt mange kæmpe chancer, men vi har et par stykker. Derfor kunne vi godt være kommet foran tidligere i kampen og lukreret på nogle omstillinger, hvis nu de blev tvunget frem. Men jeg synes egentlig, at vi spiller en okay kamp efter de første ti minutter af opgøret, for der begynder vi at arbejde med bolden, og får sat nogle af de spil op, som vi gerne vil. Specielt til sidst i første halvleg får vi spillet godt på siden af deres midterforsvar og ned bag deres wingbacks, og det gjorde rigtig ondt på dem, og det gav os muligheden for mange indlæg, hvor vi generelt skal være en smule mere skarpe. Men ellers bliver det svært at finde ting, vi ikke gør godt nok i dag.”

I dagens opgør fik Sebastian Buch chancen fra start, og Jonas Dal var godt tilfreds med den nye mand i startopstillingen:

”Han gjorde en god figur, og gjorde det vi bad ham om, og det var at strække dem lidt længere end vi plejer. Buch vil gerne spilles i rum, og det var det, han skulle med for i dag. Ud over det havde han en enorm løbeindsats oppe foran, så han gjorde det rigtig godt.”

Efter dagens sejr er FC Fredericia tilbage på tredjepladsen i tabellen, men det betyder ingenting for Jonas Dal:

”Det har ikke en skid betydning. Der er tolv kampe igen, og det der betyder noget, er hvor vi ligger efter de tolv kampe. Det betyder ikke noget som helst andet end, at vi ligger godt til, og at de kampe der kommer nu, bliver sindssygt spændende, hvis det ikke allerede var det,” afsluttede Jonas Dal.

Næste kamp for drengene er søndag d. 17. marts på udebane mod Silkeborg IF.