Vi tog fat i Jonas Dal efter 0-0 resultatet på Helsingør Stadion.

Ifølge Jonas Dal var det ikke den mest fantastiske kamp der blev spillet søndag eftermiddag på Helsingør Stadion:

”Det bliver en rigtig dårlig kamp fra både vores side og FC Helsingørs side, selvom det var dem der ville mest og kunne mest. Det var en enormt svær bane at spille på, hvor det var svært at sætte noget sammen, der lignede sammenhængende fodbold. Når det så er sagt, skal vi være glade for, at vi rent defensivt står godt, og selvom Helsingør fik deres chancer, så holdte vi nullet, og det var et delmål i dag, fordi vi de sidste par kampe er kommet bagud. Vi havde også derfor hele tiden tro på en sejr, men chancen for at score en pind i dag, formår vi ikke at få skabt. Op til kampen havde vi snakket meget om, at vores defensive struktur skulle være god, og det at de ikke får lov at spille igennem vores hold, det er jeg meget stolt og glad for, fordi det lykkedes de ikke med. Til gengæld får de spillet den ned bag os et par gange, og med det forsvar vi har med i dag, der skal vi være dygtigere til at forsvare os mod de bolde. Men vi holder som sagt nullet, og derfor er det også med den ene mundvig opad og den anden nedad.”

Cheftræneren prøvede en ny formation af i dag, og resultatet af den ændring var han fint tilfreds med:

”Der var nogle der lige skulle vænne sig lidt til det og finde sig til rette. Vi har trænet det hele ugen, men det er noget andet, når man ikke har gjort det i kamp før, så det var helt forståeligt. Det er ikke min yndlingsformation, men i dag syntes vi, at vi ville få mest ud af at gøre det på den måde. Nu skal vi så hjem og evaluere på om denne formation, gør os bedre. Men i mange af de andre kampe, hvor vi har forsvaret med fire mand bagi, har vi også forsvaret godt. Så nu skal vi hjem og veje fordele og ulemper op mod hinanden.”

Som kampen forløb mener Jonas Dal, at holdet skal rejse tilfredse hjem, selvom de havde håbet på mere:

”Efter at vi har spillet kampen, så skal vi være rigtig tilfredse med 0-0, for Helsingør havde de største chancer. Vi kom for at vinde, men som kampen forløb, kan vi ikke være utilfredse med at få ét point med hjem,” afsluttede Jonas Dal.

Næste kamp er søndag d. 21. april, når drengene tager imod HB Køge på Monjasa Park. Kampstart kl. 13:45.