Efter nederlaget på 2-1 til Silkeborg IF tog vi fat i en skuffet og ærgerlig Jonas Dal til en snak om kampen.

Bedømt på chancer og spillet på banen synes Jonas Dal ikke, at resultatet afspejler kampen:

”Jeg synes vi havde fortjent at vinde. Vi havde så meget ære i denne her kamp, så havde i bare sparket nogle af de chancer ind, som vi havde, så havde vi også vundet kampen. Jeg kan være utilfreds med den første del af kampen, hvor vi bliver lidt for passive og ikke presset Silkeborg nok i deres opbygning. Det gør, at vi bliver trukket alt for langt tilbage på banen, og det er også en af de situationer der fører til en af deres scoringer imod os. Derfra synes jeg, at vi arbejder os helt vildt godt ind i kampen. Vi spiller helt fantastisk i perioder og specielt i anden halvleg, synes jeg, at vi skaber, hvad der skal til for at vinde kampen. Så det er en kæmpestor skuffelse, at vi står her med et 2-1 nederlag, fordi det var ikke nødvendigvis fortjent.”

Det var en meget chancerig og underholdende kamp, og Jonas mener også, at Sileborg er en af de bedste offensive hold i ligaen:

”Silkeborg har et klassehold. Specielt omkring den offensive del. Det er helt vildt, så dygtige de er, og det var vi også godt tilfreds med, at vi kunne stå imod langt hen ad vejen. Men der hvor vi skulle have været bedre var, at vi skulle have stresset dem noget mere, så de ikke fik lov til at komme op og være dygtige på vores halvdel. Så hvis man kunne spille kampen om lige nu, skulle vi have lagt et hårdere pres fra starten af. Men det fik vi ikke gjort, og så kom Silkeborg bedst ind i kampen. Men hatten af for deres rigtig dygtige offensive spillere, det skal de have ros for. Men jeg synes også vi har dygtige spillere, men vi mødte nogen i dag der kan noget individuelt og på egen hånd, og det kan nogle gange afgøre fodboldkampe.”

Jonas Dal var tydeligt skuffet over resultat, og for at komme videre og tænke på næste kamp, skal han en tur hjem til familien:

”Hvis jeg tager mig selv personligt, så er det noget med at komme hjem og snakke med familien, og komme lidt væk fra det hele. Sådan kommer jeg bedst videre. Men når vi møder ind til træning i morgen, så ellers få det snakket igennem med både spillere og min assistenttræner, Morten Kjærgaard. Så skal vi finde ud af, hvad det var, vi gjorde godt, og hvor er det vi kan forbedre os. Det vil vi sådan set gøre hver evig eneste gang. Følelserne skal ikke få overmagten nu, for hvis det sker, så kan vi gå hjem og slå hovedet ind i muren. Det vi skal nu er, at vi skal kigge på, hvad der er sket, og det der skete var, at vi spillede en rigtig god kamp, men tabte desværre. Nu handler det om at se, hvad vi kan gøre endnu bedre, og det vil vi blive ved med, indtil sæsonen er slut,” afsluttede Jonas Dal.

Næste kamp for FC Fredericia er d. 24. marts, når vi tager imod Nykøbing FC hjemme på Monjasa Park kl. 13:45.