Vi fik en snak med Jonas Dal om morgendagens mod FC Helsingør hjemme på Monjasa Park.

På trods af FC Helsingørs niendeplads i tabellen er det en af de hold der har lukket færrest mål ind i ligaen, men FC Fredericia er det mest scorende hold i ligaen. Jonas Dal tror heller ikke det bliver et problem at score i morgen:

”VI har det med at score mål, og det tror jeg også, at vi kommer til at gøre mod FC Helsingør.”

Opgøret bliver første kamp på græs efter, at holdet udelukkende har spillet på kunstgræs i opstarten og i den første kamp mod HB Køge. Det skal man som trænerteam også tænke over, inden man går ind til kampen:

”Man skal da tænke lidt over det. Men det bliver mest sådan noget med at bringe den lidt tidligere op og lade være med at tage for mange store risici nede i vores eget felt osv. Men vi vil stadig gerne spille med bolden, da det er, det vi kan, og det vi er bedst til. Vi er dog selvfølgelig nødt til at kigge på banens beskaffenhed. Det nytter ikke noget, at vi går ud og lukker øjnene. Banen ser dog fin ud, så hvis vi ikke træner for meget på den, så skal den nok kunne klare lidt fodbold langs græsset.”

Opgøret er forårssæsonens første på Monjasa Park, og Jonas Dal glæder sig til at vende tilbage til hjemmebanen:

”Det bliver godt at komme tilbage igen. Specielt fordi at Red Pride er kommet op og stå, og de havde et fantastisk fremmøde over i Køge, så jeg glæder mig til at se, hvad det så kan blive til, når vi nu spiller på hjemmebane. Men det var vildt fedt at se så mange mennesker, der havde valgt at bruge deres søndag for at se os spille over i Køge. Så hvis der er nogen der har tænkt sig at se os på hjemmebane, kunne det selvfølgelig være fedt,” afsluttede Jonas Dal.

Kampen starter kl. 13:45 på Monjasa Park.