Efter træning hev vi Mads Eriksen til side, og spurgte ham ind til kampen på søndag, hjemme på Monjasa Park, mod FC Helsingør.

Det første opgør endte med en sejr på 0-1 i Helsingør til FC Fredericia, og Mads Eriksen kom ind på hvad holdet skal gøre for at vinde igen på søndag:

”Vi skal være ligeså målfarlige som vi var i Køge, og måske forbedre nogle defensive elementer. Der er generelt mange positive ting, vi kan tage med fra kampen i Køge, men overordnet skal vi bare være et bedre hold end Helsingør på søndag.”

Kampen på søndag er den første hjemmebane kamp efter vinterpausen, og Mads Eriksen glæder sig til at vænne tilbage:

”Det bliver rart at spille på hjemmebane igen, selvom vi ikke har vundet så mange kampe, som vi gerne vil herude på Monjasa Park. Men det bliver spændende at se med den nye fangruppe der er kommet, som i øvrigt også skal have meget ros for at være kommet så mange i Køge, det var rigtig fedt at se og høre. Men vi vil og skal vinde flere kampe på hjemmebane her i foråret, og det kan fanklubben måske hjælpe os til.”

Mod Køge scorede Mads Eriksen i allersidste sekund til 3-3, noget han ikke lige prøver hver dag:

”Jeg vil jo gerne kunne sige, at det er noget, jeg har prøvet mange gange før, men det er det ikke rigtigt. Men det er ren forløsning og glæde, at vi får et fortjent point, synes jeg.”

Opgøret på Monjasa Park mod FC Helsingør bliver første kamp i lang tid på græs, efter at holdet kun har spillet på kunstgræs efter vinterpausen, og der er også nogle ting man lige skal vænne sig til igen, når det kommer til at spille på græs:

”Kroppen skal lige vænne sig til det, og spillet bliver måske også lidt sværere, hvor man skal tage nogle hensyn. Men ellers har vi en rigtig fin bane, som jeg tror, kommer til at stå godt til os, og så skal vi bare ud og have tre point her på hjemmebane. Det kunne være rigtig godt.”

Mads Eriksen havde også et bud på resultatet til søndagens kamp:

”V i vinder 2-0,” lød det kontant fra Mads Eriksen.

Kampen starter kl. 13:45, og bliver også tv-transmitteret.