Nyheder

02/10-2016
10 gyldne minutter gav Fredericia sejren

fc-roskilde_5300

FC Fredericia slog i dag Næstved med 3-1 efter at have været bagud med 0-1 i pausen. Alle hjemmeholdets mål blev scoret på ti minutter i slutningen af kampen af Benjamin Hansen, Christian Nissen og Mathias Hebo Rasmussen.

Allerede fra starten af kampen kunne man fornemme, at det ville blive en kamp med mål. Fredericia var mest i boldbesiddelse, men Næstved kom til nogle gode chancer. Den største kom, da Jeppe Illum headede bolden på stolpen, og Kasper Mertz sendte returbolden over et frit mål. Minuttet efter ramte Fredericia så træværket, da Oliver Feldballe trykkede af.

Herefter bølgede den første halvleg lidt frem og tilbage, og ingen af holdene var vildt farlige. Det blev dog gæsterne, der kunne gå glade til pause. Få minutter før pausefløjtet sendte Henrik Kildentoft bolden ind over, og her ramte den et par spillere, og pludselig lå den i målet. Det så underligt ud, og højrebacken Kildentoft blev krediteret for målet.

FC Fredericia fortsatte det gode spil i 2. halvleg, og de rødblusede var fortsat meget på bolden, og jo længere kampen skred frem, jo mere dominerende blev hjemmeholdet. Det udløste en del halve chancer, indlæg, og ikke mindst mange hjørnespark – men bolden kom ikke ind, før vi nærmede os slutningen af opgøret.

Her fik Fredericia udbytte af en af de mange standardsituationer, da Benjamin Hansen steg til vejrs efter et hjørnespark og sendte sin første FC Fredericia-scoring i mål. Scoringen gav en endnu større tro på tingene, og fem minutter efter blev det hele vendt på hovedet. Endnu et hjørnespark, men denne gang kom indskiftede Christian Nissen frem til bolden og bragte Fredericia foran.

Næstved havde inden Fredericas mål stillet sig længere tilbage, men da de kom bagud, fik gæsterne travlt. De kastede mange folk frem og var tæt på et par chancer, hvoraf en af de store blev clearet til hjørne. Hjørnesparket blev afværget af Fredericia, og så havnede bolden hos Anders Hostrup, som havde meget plads op af banen.

Han rykkede mod midterlinjen og spillede herefter en helt blank Mathias Hebo Rasmussen fri, som alene med målmanden sikkert afgjorde kampen med 3-1-scoringen.

Med sejren rykker FC Fredericia forbi både Vejle og Næstved i tabellen efter den første tredjedel af sæsonen. Fredericia har 14 point, og i næste uge venter Skive på udebane, som har tre point mere i tabellen.

FC Fredericia 3 – 1 Næstved
44′: 0-1: Henrik Kildentoft
82′: 1-1: Benjamin Hansen
87′: 2-1: Christian Nissen
90+2′: 3-1: Mathias Hebo Rasmussen

Tilskuere: 603


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA