Nyheder

20/08-2017
Ærgerligt nederlag mod Roskilde

Putros_aergerligFoto: Joan Barløse

En chancefattig første halvleg blev erstattet af en begivenhedsrig del 2, hvor hjemmeholdet vadede i chance, men holdet tabte alligevel med 2-1 til Roskilde. 

Til trods for et klart spilovertag og mange fine muligheder, lykkedes det ikke FC Fredericia at få point i hjemmekampen mod FC Roskilde. Udeholdet vandt 2-1.

FC Fredericia fik som så mange andre hjemmekampe en fantastisk start. Efter blot fire minutters spil scorede Esben Petersen sit første betydningsfulde mål i FC Fredericia-trøjen, da hans hjørnespark sejlede ind bag Frederik V. Larsen i Roskilde-målet. 1-0 til FC.

Jesper Sørensens mandskab fortsatte med at være boldstyrende mod et FC Roskilde-hold, der i de første 45 minutter stod forholdsvis langt nede på egen banehalvdel.

20 minutter efter scoringen kommer Fredericia til endnu en god mulighed. Anders Holvad modtog en skærende aflevering op gennem midten, hvor han vristede sig fri af sin modstander og fik sendt et skud afsted, der i to omgange blev snuppet af Roskilde-keeperen.

Roskildes defensive udgangspunkt betød, at FC Fredericia ikke skabte nær så mange chancer, som de har for vane at gøre i første halvleg. Til gengæld kom Roskilde heller ikke rigtigt med noget den anden vej.

Men målscoreren Esben Petersen skulle dog komme frem til en fin mulighed til sidst i halvlegen, da han spilles ind i feltet, men vinklen blev spids, og målmanden blokerede skuddet.

1. Halvleg endte derfor med en 1-0-føring til FC Fredericia.

Chance på chance
Roskilde kom mere offensivt ud, hvilket resulterede i en tidlig udligning. Mathias Gehrt modtog bolden bagerst i feltet, hvor han flugter bolden ind bag en sagesløs Alexander Nybo. 1-1 efter 54 minutter.

FC Fredericia svarede hurtigt igen, da Mikkel Knudsen drev bolden frem fra sin back-position og knaldede til læderet. Desværre strøg bolden over overliggeren.

Blot et par minutter efter fik selvsamme Knudsen så endnu en mulighed. Esben Petersen fandt smart Mikkel Knudsen bagerst i feltet, og forsvarsspilleren satte en hård vrist på, men igen reddede målmanden.

I det 61. minut kom Brent McGrath tilbage på Monjasa Park til et stort bifald, da han afløste Anders Holvad. Og der skulle ikke gå mange sekunder, før han havde sendt sin første afslutning afsted, der dog røg over mål.

Efter nogle rigtige fine Fredericia-minutter kom Roskilde også frem til en mulighed. Bolden dumpede ned for fødderne af Bo Storm, der udenfor feltet bankede på mål. Nybo var dog klar, og med en flot redning forhindrede han en Roskilde-føring.

Der var en masse FC-muligheder i den her periode, hvor Mikkel Knudsen blandt andet fandt Dennis Høegh inde i det lillefelt, men begge hans afslutninger blokeres. 65 minutter spillet.

Også Roskilde ville prøve med en afslutning i det lillefelt, men Roskilde-spilleren fik slet ikke ordentligt ram på bolden.

Minuttet efter fik Dennis Høegh muligheden igen, da Oliver Fredsted spillede en hård aflevering ind i feltet, men afslutning røg forbi.

Og det var som om, at holdene skiftedes til at have store chancer. Nybo måtte diske op med endnu en flot redning i den anden ende. I den efterfølgende situation takserede dommeren et skub til et Roskilde-straffe – til store protester fra hjemmeholdets spillere.

Morten Nielsen tog sig af straffesparket, og han satte bolden helt op i nettaget. 1-2 til Roskilde.

FC blev som altid ved med at køre på, og Esben Petersen fik en fin mulighed, da McGrath intelligent hoppede over et Knudsen-indlæg. Petersen modtog bolden omkring feltkanten og bankede til bolden. Men skuddet reddes.

Mikkel Knudsen og Esben Petersen var ikke færdig med at finde hinanden. Et tidligt indlæg fra den førstnævnte endte ved bagerste stang, hvor Esben Petersen kom først på bolden. Desværre var han så presset, at han ikke kunne dirigere bolden i mål.

Kampen endte uden flere scoringer og FC Roskilde tog desværre alle tre point. FC Fredericia spiller dog allerede på onsdag, hvor vi tager en tur til Viborg.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA