Nyheder

07/04-2016
Anfører forlænger kontrakten med FC Fredericia

Christian Ege Nielsen er vokset op i Fredericia og er blevet anfører i klubben fra sin hjemby – nu har han sat sin signatur på en ny kontrakt.
ege_slider_02
FC Fredericia-anfører Christian Ege Nielsen har forlænget sin kontrakt med klubben, så den nu gælder i yderligere to år – og det er direktør Stig Pedersen rigtig glad for.

“Christian er indbegrebet af FC Fredericia. Han er vores anfører og er inde i en rivende udvikling. Han bliver bedre og bedre hele tiden, så det er selvfølgelig rigtig vigtigt med sådan en forlængelse,” siger FC-direktøren og fortsætter.

“Han er enormt ærgerrig og er et forbillede for vores unge mennesker i forhold til, hvordan man skal leve som professionel fodboldspiller. Og så har han en enormt smittende effekt på banen. Han giver sig 100 procent hver gang, og man kan mærke ham helt oppe på tribunen. Han er kulturbærer, og han er en vigtig personlighed at have med i den udvikling klubben lige nu er inde i,” siger Stig Pedersen.

Christian Ege Nielsen kom “hjem” til Fredericia i 2012 fra Brabrand og har siden da udviklet sig enormt – og det har han intentioner om at fortsætte med.

“Jeg kan rigtig godt lide at være her, og jeg synes, det er et sindssygt spændende projekt, vi har gang i. Jeg havde ikke forlænget, hvis jeg ikke troede, at jeg selv og holdet kan komme til at rykke sig i de kommende år og komme til at spille med længere oppe i tabellen,” lyder det fra hovedpersonen selv.

Fredericia-dreng
Christian Ege Nielsen er vokset op i Fredericia og spillede mange af sine ungdomsår i byen. Siden da røg han en tur på Hessel Gods Fodboldkostskole i Grenaa, inden han drejede omkring Brabrand for så at vende tilbage til stedet, hvor det hele startede.

“Det betyder da noget, at det er i min hjemby. Hele min familie bor her jo, og jeg tror også, de er glade for, at jeg bliver her lidt længere. Og så er der jo bare mange mennesker i byen og i klubben, som jeg sætter stor pris på, og som jeg er glad for, at jeg skal arbejde sammen med i de næste par år,” siger FC Fredericia-anføreren.

Stig Pedersen lægger også stor vægt på, at man har formået at holde på en rigtig Fredericia-dreng.

“Det betyder selvfølgelig rigtig meget, at det er en lokal dreng, som har haft sin opvækst i byen – både fodboldmæssigt og uden for banen. Det er rigtig dejligt, at det er sådan en spiller, der står i spidsen for FC Fredericia.

Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2018.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA