Nyheder

26/07-2015
Christian Ege tildelt anførerbindet

Christian Ege er FC Fredericias nye anfører, mens Nicholas Gotfredsen bliver ny viceanfører.

Med Jacob Thychosen og Marc Pedersens farvel til FC Fredericia op til den nye sæson, så har FC Fredericia skulle finde både en ny anfører samt en ny viceanfører.

Cheftræner, Ove Pedersen, og resten af trænerstaben har derfor brugt opstarten på at finde de helt rigtige til opgaven, og det er nu fastlagt, hvem der er FC Fredericias nye anfører og viceanfører.

Det bliver nemlig midtbaneslideren, Christian Ege, som fremover vil varetage anførerbindet, mens forsvarsspiller Nicholas Gotfredsen vil fungere som klubbens viceanfører.

– Det er en rigtig stor ære for mig at få lov til at bære anførerbindet i denne klub. Jeg kommer fra Fredericia og har fulgt det rigtig længe, så jeg glæder mig helt enormt til at varetage den her rolle, siger Christian Ege.

Ege debuterer som FC Fredericia-anfører i dagens kamp mod Vejle Boldklub, og at det lige netop er mod lokalrivalerne, gør bare oplevelsen endnu større.

– Det er en fed kamp at starte med, fordi kampene mod Vejle altid er specielle. Der vil automatisk være den spænding og intensitet, som der skal være, og jeg glæder mig bare til at være med til at gøre alt for, vi kommer godt fra start og får bygget videre på de ting, vi har arbejdet med i løbet af opstarten, siger den nye anfører og fortæller videre, at han for alt i verden gerne vil revanchere sidste indbyrdes opgørs nederlag på 0-4.

Christian Ege har været i klubben siden sommeren 2012.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA