Nyheder

21/11-2016
”Det er bare en rigtig underholdende dag”

 

jesper-ege

Jesper Ege Nielsen er en af tandlægerne på Vejlevej, som har været samarbejdspartner med FC Fredericia længe. Tandlægerne vil gerne bakke op om gode tiltag i klubben – både socialt og økonomisk – og derfor har de taget ansvaret for en cykel til spinning-arrangementet den 27. November.

De har ligget der i over 10 år, på Vejlevej, som navnet ”Tandlægerne på Vejlevej” også indikerer. Forinden lå Jesper Ege Nielsens tandlægeklinik på Danmarksgade, hvor den blev startet omkring årtusindeskiftet.

Tandbiksen har siden udviklet sig meget, og der kom flere partnere med for nogle år siden. Ifølge den mandlige tandlæge udmærker stedet på Vejlevej sig på et klart punkt: Den menneskelige service.

– Kvaliteten er selvfølgelig meget god, men det bør være en selvfølge. Det vigtigste er, at kunderne føler, at de får en god service på det faglige og menneskelige plan. Vi føler, at vi er en vigtig del af lokalsamfundet, og det er rart at være en del af noget større– jeg synes det er rart at få en snak med folk på gaden – også selvom den handler om tænder, siger Jesper Ege Nielsen, inden han meget symptomatisk afbryder samtalen for at lukke døren op for en dårligt gående kvinde.

Udover Jesper Ege Nielsen er hans samlever, Lis Thylstrup Christiansen, også en af tandlægerne på Vejlevej. De er forældre til FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen, men det er ikke derfor, at de er samarbejdspartner i klubben.

– Vi har altid været engageret i fodboldklubben. Det er klart, at engagementet er vokset, efter Christian er kommet til, men det er ikke sådan at vi stopper, hvis Christian en dag gør det. Netværket i FC Fredericia er godt, og vi har fået en masse ud af det i forhold til vores profil udadtil. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme, siger Jesper Ege Nielsen, som engang havde hele spillertruppen forbi klinikken for at fortælle om stedet og lave tandeftersyn.

Tandlægerne er nogle af dem, der har valgt at tage ansvaret for en cykel til FC Fredericias spinning-arrangement den 27. November. Det skyldes blandt andet, at det er et godt arrangement med rigtig god stemning.

– Vi vil gerne bakke op om de tiltag i klubben både økonomisk og socialt. Det er en dag med rigtig god stemning, der er noget aktivitet og alle har en rigtig god og underholdende eftermiddag. Klubben er god til at samle netværket ved arrangementet som det her, lyder det fra Jesper Ege Nielsen, som også møder patienter igennem klubbens aktiviteter.

– Til kampene møder man patienter og får skabt nogle gode relationer igennem klubben. Det har vi været glade for, siger manden, der i dagens anledning er iført en FC Fredericia-trøje. Det er der dog ikke noget unormalt i, forklarer Jesper Ege Nielsen.

– Jeg går altid i fodboldtrøjer for at være lidt afslappet, og så giver det tit en god stemning, slutter han.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA