Nyheder

30/08-2015
Dobbelt op på McGrath i ny sejr

Brent McGrath scorede begge mål, da FC Fredericia slog Næstved med 2-0 og dermed hentede sæsonens første udebanesejr samt forsvarede duksepladsen i Bet25 Ligaen.

FC Fredericia lå inden denne spillerunde nummer et i Bet25 Ligaen, men med Lyngbys sejr over Helsingør fredag aften, så krævede det igen point på kontoen denne søndag, hvis førstepladsen i rækken skulle vindes tilbage.

Det skulle Ove Pedersens mandskab så forsøge at gøre på udebane mod oprykkerne fra Næstved, som – ligesom FC Fredericia – kom fra et pokalavancement i midtugen.

FC Fredericia startede kampen fint og efter små ti minutters spil kunne Sune Kiilerich godt have bragt FC Fredericia foran, da han nåede højest på et frisparksindlæg fra Nikolaj Hagelskjær for næsen af målmanden, men FCF-stopperen fik ikke det rette touch på bolden med hovedet og røg i stedet over mål.

Hjemmeholdet fik også vist sig frem rent offensivt, idet Jeppe Højbjerg efter 12 minutters spil måtte vise fint målmandsspil, da han hev en fin redning frem på Kevin Bechmann Timms skudforsøg.

Efter 19 minutter kom FC Fredericia igen frem til en ny god hovedstødsmulighed, men denne gang fik Brent McGrath ikke dirigeret bolden udenfor Næstved-keeper, Sebastian Olsens, rækkevidde, og forsøget endte i stedet lige i favnen på målmanden.

Og det var meget sigende for første halvleg, hvor spillet i flere omgange var ganske fint, men skarpheden i felterne ikke var på sit højeste.

I anden halvleg stod Næstved for halvlegens første store chance, da Stefen Nyegaard ramte indersiden af stolpen, men heldigvis for FC Fredericia hoppede bolden tilbage i spil igen.

En stor forskrækkelse for FC Fredericia i en periode, hvor Næstved sad fint på begivenhederne. Det lavede indskiftede Admir Catovic dog om på efter godt og vel 70 minutters spil. Her snuppede han nemlig en dårlig aflevering fra Næstved-forsvaret, hvorefter han sendte Brent McGrath i dybden, som sikkert gjorde det til 1-0.

Og det gode samarbejde mellem Catovic og McGrath så man igen prøver på små fem minutter efter. Her satte Catovic sin direkte modstander af og inde i feltet, fandt han fornemt en helt fri McGrath, som med lethed kunne gøre sig selv til dobbelt målscorer.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og dermed hentede FC Fredericia sæsonens første udebanesejr, eftersom det tidligere er blevet til et point hos henholdsvis Vejle Boldklub og FC Vestsjælland.

De tre point betyder samtidig også, at FC Fredericia er tilbage på førstepladsen i Bet25 Ligaen – skarpt efterfulgt af både Vendsyssel FF og Lyngby Boldklub.

Næste opgave for FC Fredericia er nu på fredag, hvor vi gæster Skive IK med kampstart kl. 19.00.

Kampfakta:
70’ 0-1 – Brent McGrath, FC Fredericia
75’ 0-2 – Brent McGrath, FC Fredericia

61´ – Gult kort – Daniel Jørgensen, Næstved
11´ – Gult kort – Stefan Nyegaard, Næstved

Tilskuertal: 1.421

Startopstilling:
Jeppe Højbjerg
Sune Kiilerich
Matej Podstavek
Nicholas Gotfredsen
Nikolaj Hagelskjær
Mikkel Knudsen
Christian Ege Nielsen
Niels Letort
Dennis Høegh (ind, 90’)
Brent McGrath (ud, 89’)
Tobias Perch-Nielsen (ud, 65’)

Udskiftere: Jakob Køhler, Emil Peter Jørgensen, Steven Somers, Oliver Feldballe, Admir Catovic (ind, 65’), Mathias Jacobsen (ind, 90’) og Christian Nissen (ind, 89’).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA