Nyheder

14/10-2015
Efter flot milepæl: 100 kampe var en drøm

ARTIKEL BRAGT I KAMPPROGRAMMET D. 14. OKTOBER 2015:

Vores anfører, Christian Ege Nielsen, spillede mod AC Horsens sidste lørdag sin kamp nr. 100 for FC Fredericia. En drøm, der er gået i opfyldelse, lyder det fra midtbanedirigenten.

Lørdag 3. oktober 2015 kl. 18.45.

Her løb FC Fredericia-spillerne ind på CASA Arena til lokalopgøret mod AC Horsens i Bet25 Ligaen. FC Fredericia var som sædvanlig anført af vores anfører, Christian Ege Nielsen, men denne kamp var nu en helt særlig en af slagsen for ham. Den 24-årige anfører løb nemlig ind til sin kamp nummer 100 for FC Fredericia.

– Det er noget, jeg er utrolig stolt over, og det er noget, som betyder rigtig meget for mig. Jeg må indrømme, at det var og er lidt svært at forstå, men når man lige lader det det bundfælde sig, og man får lidt mere perspektiv på det, så er det fantastisk at tænke på, siger Christian Ege og fortsætter:

– Og at jeg så tilmed spiller min kamp nummer 100 for FC Fredericia med anførerbindet om armen havde jeg slet ikke regnet med, og det gør selvfølgelig det hele endnu større.

Troede ikke på gennembrud i FCF
Christian Ege er FC Fredericia-dreng helt ind til benet, og han har altid fulgt FC Fredericia. Han startede med at komme på stadion sammen med sin far fra, han var helt lille, og sidenhen blev han bolddreng til hjemmekampene på Vestre Ringvej.
Som ungdomsspiller slog han sine folder i Fredericia fF og i FC Fredericias ungdomssystem, men som 15-årig drog han væk, fordi udsigten til at gå hele vejen til FC Fredericias bedste mandskab var for langt væk.

– Jeg regnede ikke med, at jeg nogensinde skulle komme til at spille for FC Fredericias bedste hold. Det har altid været en drøm for mig at komme til at spille for klubben, fordi jeg har altid set Fredericia som mit hjem og min klub, og derfor har min den også et stort plads i mit hjerte, men niveauet var bare ganske enkelt ikke til at gå hele vejen i FC Fredericia på det tidspunkt, og jeg følte, at jeg havde brug for nye rammer.

Derfor bød tilværelsen på ophold i FC Djursland og Brabrand, inden FC Fredericia inviterede den centrale midtbanespiller tilbage til en prøvetræning i 2012. Her imponerede han, og parterne aftalte at slå pjalterne sammen igen.

– Dengang jeg kom tilbage til FC Fredericia, havde jeg slet ikke overvejet eller regnet med, at jeg på et tidspunkt ville stå med så mange kampe for FC Fredericia på CV’et. Jeg har selvfølgelig altid håbet på, at jeg kunne vende tilbage til FC Fredericia og spille mange kampe for klubben, men jeg havde ikke turde tro på, at jeg kunne komme op på sådan en milepæl, siger Ege og supplerer:

– Jeg blev hentet tilbage til FC Fredericia som en breddespiller, men min udvikling gik noget hurtigere end jeg selv og klubben havde regnet med, og så tog det ene det andet, og nu har jeg spillet 100 kampe for FC Fredericia, hvilket betyder helt enormt meget for mig.

To FCF-oplevelser står soleklart
Kamp nummer ét for Christian Ege i den røde FC Fredericia-trøje kom fredag den 3. august 2012 mod Brønshøj. FC Fredericia vandt kampen med 1-0 på mål af den tidligere FCF-forsvarsspiller og anfører, Jacob Thychosen, men udover at det var kampen, han debuterede i, så husker Ege især kampen for en enkelt ting.

– Jeg brændte en rigtig stor chance ved stillingen 1-0 med tyve minutter igen. Det kunne have været prikken over i’et, hvis jeg havde scoret i min debut, men heldigvis kostede min afbrænder ikke noget, da vi holdte stand og tog de tre point. Jeg har faktisk stadig kampen derhjemme på DVD, så den ser jeg et par gange, når jeg er lidt sentimental, siger Ege med et grin.

Debuten var selvfølgelig den første store FC Fredericia-oplevelse for Christian Ege. Siden da er der kommet flere minder til den mentale scrapbog, hvor især to oplevelser har gjort indtryk på den 24-årige midtbanespiller.

– Nu scorer jeg ikke så mange mål, men den følelse, der går igennem kroppen, når man scorer et mål, er helt ubeskrivelig. Specielt på hjemmebane, siger anfører, der i skrivende stund har scoret fem mål, og fortsætter:

– Derfor var sejren over Lyngby Boldklub i denne sæson et af mit helt store øjeblikke. Jeg scorede selv til 3-1, men hele kampen står soleklart for mig. Vi vender 0-1 til 3-1 på en fantastisk flot anden halvleg, og vi ender med at blive klappet ud af tilskuerne. Det var en flot præstation hele vejen rundt, og vi viste, hvad der kendetegner FC Fredericia; nemlig attitude, energi og fysik.

– Derudover står 1-0 sejren over AGF i Aarhus i sidste sæson også som noget helt specielt. Vi var i en rigtig svær situation, hvor vi kæmpede for at undgå nedrykning og havde hårdt brug for tre point. Og på en fremragende fight og holdpræstation formåede vi at hente den livsnødvendige sejr. Så selvom det ikke er så længe siden, så var det en helt fantastisk oplevelse at være med til.

Christian Ege Nielsen nåede sine drømme om slå igennem på FC Fredericias førstehold, og sidenhen kunne kalde sig hundredekampsjubilar. Nu skal anfører sætte sig nye mål, og det første er allerede sat:

– En sejr i aften over Vejle Boldklub, slutter FC Fredericias anfører.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA