Nyheder

25/05-2016
En gammel kending er tilbage i FC Fredericia

DSC02764

Kim Nørholt tørnede i sæsonerne fra 2002 til 2005 ud for FC Fredericia, hvor han nåede at spille 52 kampe og score 12 mål. Efter 11 år væk fra klubben, er han nu tilbage blandt gamle venner og bekendte i FC Fredericia, hvor han udfylder rollen som frivillig hjælper i det daglige arbejde i klubben, fordi han i øjeblikket er imellem jobs.

”Det er virkelig sjovt at være tilbage. Der er jo stadig en masse mennesker i klubben, som også var her, da jeg spillede her. Jeg er blevet taget godt imod, og det er dejligt at være tilbage i klubben,” siger Nørholt, som et par gange i ugen hjælper til med praktiske gøremål i klubben.

Kim har i ti år arbejdet som assurandør. Sidste sommer sagde han stop og har ikke planer om at skal tilbage i forsikringsbranchen. Derfor går han nu og funderer over, hvilke udfordringer han skal tage op – og det kan fint kombineres med en frivillig tjans i FC Fredericia.

”Dengang jeg selv var fodboldspiller havde vi meget stor respekt for det arbejde, som de frivillige lagde i klubberne. Og da jeg alligevel er uden job i øjeblikket, tænkte jeg, at det kunne være rigtig fint at komme ud og hjælpe lidt til herude. Og så er det jo bare dejligt at være tilbage i en fodboldklub – det kommer man hurtigt til at savne, når man har brugt så meget af sit liv på det.”

Store oplevelser i egen karriere
For Kim Nørholt har netop brugt mange år af sit liv på fodbold. Nørholt blev født i Fredericia og voksede op i Skærbæk, hvor de første fodboldår blev brugt. I 1990 blev han professionel i Vejle Boldklub. I 1995 tog han til Maldiverne. I 1996 fik han kontrakt i Silkeborg IF, hvor han i 1998 var med til at hente DM-sølv i samarbejde med blandt andre Morten Bruun, Martin Laursen og en anden Fredericia-dreng, Peter Kjær – og med Sepp Piontek som træner.

”Det var nogle vildt fede år. Jeg startede ud som ung senior med Allan Simonsen som træner i VB, hvilket var stort for mig. Årene i Silkeborg var nok de største år for mig. Vi havde et stærkt hold, og DM-sølvet førte til, at vi skulle ud i Europa, hvor vi mødte Roma – det var en kæmpe oplevelse.”

Det blev som sagt også til et lille smut til noget så eksotisk som Maldiverne i 1995. En oplevelse, der også var meget speciel for Nørholt.

”Det var første gang, der nogensinde var danske spillere dernede. Den første kamp vi spillede dernede var foran 10.000 mennesker, og jeg scorede tre mål – det var en perfekt start på en fantastisk tur, som sluttede med en tur rundt på forskellige resorts med alt betalt. Det var vildt.”

Igen i 2005 tog Nørholt til Maldiverne og blev assistenttræner for sin tidligere klub. Han var af sted med den nuværende AC Horsens-træner Bo Henriksen og den tidligere Brøndby- og Horsens-spiller Hans Mathiesen. Sammen vandt de mesterskabet – Bo Henriksen scorede i finalen.

Tilbage til rødderne
Kim Nørholt er som sagt født og opvokset i postnummer 7000. Men den professionelle karriere havde aldrig bragt ham til Fredericia. Det blev der dog lavet om på i 2002, hvor han endelig fik mulighed for at repræsentere fødebyen.

”Det betød meget, at jeg kunne komme til FC Fredericia og spille. Jeg har jo altid haft tilknytning til byen og boede her, da jeg spillede i de andre klubber, så det var lidt sjovt at kunne komme til Fredericia, hvor jeg jo har masser af familie og venner,” siger Nørholt, som kom til klubben sammen med den legendariske træner Ole Fritsen.

”FC Fredericia var et elevatorhold, som rykkede op og ned mellem 1. division og 2. division, da jeg kom til klubben. Men under Ole Fritsen udviklede vi os til at blive et godt og stabilt hold, som spillede noget fint, offensivt fodbold. Pludselig kunne vi slå alle, og det var sjovt at være en del af,” siger Nørholt, som har gode minder fra det gamle dage på stadion på Baldersvej.

”Det var hyggeligt at spille dernede – der var en helt speciel stemning og nogle specielle typer på lægterne, som måske ikke altid var helt ædru. Men det var dejligt. Jeg ville gerne have prøvet at spille på det nye stadion, men det nåede jeg lige nøjagtig ikke.”

I dag er han så tilbage i FC Fredericia. Men det er ikke den eneste tilknytning til fodbold, han har. Han har nemlig fået en tjans som træner for serie 3-holdet i FC Fredericias samarbejdsklub Taulov/Skærbæk IF.

”Det er super dejligt at være derude og arbejde med nogle unge knægte, som går op i det med liv og sjæl. Det har været en stor succes indtil videre, og jeg er bare glad for at være en del af det,” siger Nørholt afslutningsvis.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA