Nyheder

26/03-2017
Et point fra en svær udebane

HeboFoto: Joan Barløse

For anden kamp i træk viste Fredericia stor dygtighed i de bagerste rækker, da FC Helsingør blev holdt fra fadet. Ingen af holdene fik scoret, og kampen endte som den startede. 0-0.

Nok engang kunne det stærke Fredericia-forsvar holde modstanderne fra at score, og holdet tog et point med hjem til Fredericia.

De første 45 minutter var ikke pakket med de helt store chancer, eftersom FC Fredericia ikke gav Helsingør lov til at køre deres giftige omstillingsspil.

Specielt Benjamin Hansen i Fredericias centrale forsvar var god i første halvleg, hvor han flere gange fik afværget nogle farlige situationer.

Fredericia kom også frem på banen, og efter 26 minutter serverede Christian Sørensen bolden til Niels Letort, der desværre ikke ramte målet.

Anden halvleg startede som den første med få chancer. Men med et kvarter igen skete der noget.

Mathias Hebo Rasmussen fandt den lynhurtige Denis Fazlagic, der kom alene igennem, men han fik ikke bolden ind bag Helsingørs keeper.

I de sidste minutter var der fine muligheder i begge ender.

Et Christian Sørensen-frispark bliver reddet på stregen, mens flere Helsingør-hjørnespark gav muligheder til hjemmeholdet, som Thomas Mikkelsen dog klarede.

Kampen endte uden scoringer, og FC Fredericia snuppede et enkelt point på en meget svær udebane.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA