Nyheder

26/07-2015
Et point i premieren

FC Fredericia hentede et enkelt point på en svær udebane i sæsonpremieren, da man spillede 1-1 mod Vejle Boldklub – blandt andet takket være et helt fantastisk frisparksmål af Tobias Perch-Nielsen.

Efter godt og vel fire ugers hård opstart, så var det endelig blevet tid til, at FC Fredericia kunne sparke gang i sæsonen 2015/2016, og det gjorde man med et vaskeægte lokalopgør mod Vejle Boldklub på Vejle Stadion.

FC Fredericia startede sæsonpremieren stærkt og var allerede efter få minutter tæt på at komme foran. Et hjørnespark blev slået ind til bagerste stolpe, og her dukkede Anders Hostrup op, men hans afslutning fra nært hold strøg desværre lige over mål.

Herefter kom Vejle Boldklub bedre ind i kampen og overtog mere og mere af spillet. Og efter otte minutters spil kunne Vejle sagtens havde bragt sig foran ved angriber Anders Kaagh, men hans hovedstødsforsøg røg forbi Jeppe Højbjergs mål.

Desværre for FC Fredericia var sigtekornet bedre indstillet hos Kaagh fire minutter efter, da han mødte et fladt indlæg fra Denis Fazlagic på forreste stolpe og derfra drejede 1-0 scoringen i kassen uden chance for Højbjerg i FC Fredericia-målet.

FC Fredericia var derefter presset langt tilbage og havde svært ved at sådan rigtig at finde fodfæste. Derfor kom det lidt ud af den blå luft, da FC Fredericia bragte balance i regnskabet efter 28 minutter.

For med et frispark midt på Vejles banehalvdel gik Tobias Perch-Nielsen til bolden og kanonerede bolden op i målhjørnet uden nogen som helst chance for Vejles keeper Kristian Fæste.

Målet gav FC Fredericia lidt tro på tingene igen, og man var faktisk tæt på også at score yderligere, da Nikolaj Hagelskjær snød Kristian Fæste i Vejle-målet fra hjørneflaget, men hjørnesparket prellede af på overliggeren. Derfor kunne begge hold gå til pause med 1-1.

Anden halvleg var ikke mere end et par minutter gammel, før første chance fandt sted. Den tilfaldte Vejles Denis Fazlagic, som kom ind i feltet til et frit skud, men afsluttede lige på Højbjerg.

Efter en times spil var FC Fredericia tæt på at bringe sig foran, idet Anders Hostrup opsnappede Vejles Niels Bisps dårlige tæmning som sidste mand, men før Hostrup nåede at få afsluttet, blev der i sidste øjeblik sat en tackling ind på FCF-angriberen. Den løse bold faldt ud for fødderne af målscorer Perch, men han måtte her se Kristian Fæste forhindre ham i at blive dobbeltmålscorer med en fin fodparade.

13 minutter før tid var Perch igen på spil, da han endnu engang bankede til bolden på et frispark. Bolden strøg af sted som i første halvleg, men denne gang sad afslutningen midt i målet og Kristian Fæste kunne hive en flot redning ud af ærmet.

I slutminutter pressede Vejle Boldklub på for at få den afgørende scoring, men FC Fredericia holdte stand og kunne dermed tage fra en svær udebane i sæsonpremieren med det ene point.

Næste opgave for FC Fredericia bliver på hjemmebane mod FC Roskilde søndag d. 2. august.

Kampfakta:
12’ – 1-0, Anders Kaagh, Veje Boldklub
28’ – 1-1, Tobias Perch-Nielsen, FC Fredericia

Gule kort:
28’ Tobias Perch-Nielsen, FC Fredericia
31’ Matej Podstavek, FC Fredericia
70’ Sune Kiilerich, FC Fredericia
77’ Steffen Kielstrup, Vejle Boldklub
83’ Niels Bisp Rasmussen, Vejle Boldklub

Tilskuertal: 2. 337

Startopstilling:
Mikkel Knudsen
Nicholas Gotfredsen
Dennis Høegh
Anders Hostrup (ud, 84’)
Tobias Perch-Nielsen
Niels Letort (ud, 65’)
Matej Podstavek
Sune Kiilerich
Christian Ege Nielsen
Nikolaj Hagelskjær
Jeppe Højbjerg

Udskiftere: Jakob Køhler, Marco Hansen (ind, 84’), Steven Somers, Mathias Jacobsen og Christian Nissen (ind, 65’).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA