Nyheder

06/08-2017
Et point mod Vendsyssel

JesperFoto: Joan Barløse

FC Fredericia startede som lyn og torden og kom hurtigt foran 2-0. Men Vendsyssel fik vendt det og kom endda foran, inden Fredericia fik udlignet i overtiden.

Efter en fantastisk start var FC Fredericia ved at smide det hele væk, men et straffesparksmål i overtiden reddede et point.

Jesper Sørensen tropper kom hurtigst ud af starthullerne. Allerede efter seks minutter bragte holdet sig foran, da et flot opspil endte hos Oliver Fredsted, der fandt Denis Fazlagic, som pandede holdet i front. 1-0.

FC havde fuldstændig styr på Vendsyssel i starten af kampen, og hjemmeholdet dominerede på næsten alle parametre.

18 minutter inde i kampen fik FC et hjørnespark. Det tog Andreas Oggesen sig af. Han fandt midtbanekollegaen Christian Sørensen bagerst i feltet. Sørensen headede på tværs og inde foran var det Mads Eriksen, der fik dirigeret bolden i mål. 2-0 til FC.

FC forsatte med at dominere, men Vendsyssel kæmpede sig langsomt tilbage.

Udeholdet opsnappede en bold på et farligt sted, og Jakob Hjorth så sit snit til at sende en afslutning afsted, der endte i målet. 2-1.

Seks minutter inden pausefløjt tilskaffede Vendsyssel sig et farligt frispark i Fredericias højre side. Det frispark blev slået fladt til forreste stolpe, og herfra sendte Lucas Jensen bolden i mål. 2-2, hvilket også var stillingen, da holdene gik til pause.

Vendsyssel kom bedst ud til anden halvleg, men FC fik også spillet sig til nogle fine chancer.

Christian Sørensen kom blandt andet frem til en god mulighed i feltet, da han spillede Vendsyssel-forsvaret tyndt sammen Andreas Oggesen.

Også indskiftede Esben Petersen fik en god mulighed, da han skærmede en modspiller af og fik afsluttet inde i feltet. Desværre var Vendsyssel-keeperen hurtigt ude og redde forsøget.

Men det var altså gæsterne, der bragte sig foran. Et flot langskud af Ninos Gouriye gik i netmaskerne. 3-2 til Vendsyssel.

Herefter var det spil til et mål. Vendsyssels mål. Og presset kunne udeholdet ikke holde til, da bolden hoppede op på armen af en Vendsyssel-spiller i det 90’ende minut. Dommeren pegede resolut på pletten.

Frans Putros, der i sidste runde scorede på straffe, steppede op til bolden. Han satte sikkert bolden helt ude ved stolpen og gjorde det til 3-3.

Hen mod slutning fik Fredericia en dobbeltchance, da først Niclas Nymand forsøgte sig fra kanten feltet, og senere Esben Petersen, der fik returbolden. Men ind ville bolden ikke.

Det endte derfor med 3-3 i holdets første hjemmekamp. Allerede på onsdag spiller holdet igen, når Esbjerg fB kommer på besøg i pokalturneringen klokken 19:15.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA