Nyheder

20/10-2016
FC Fredericia fik point med fra Hobro

fcf-vb-33

En rimelig lige kamp mellem Hobro IK og FC Fredericia endte uden vinder med resultatet 1-1. Dennis Høegh og Kasper Lynge Nielsen stod for målene.

FC Fredericia var torsdag aften på en svær udebanekamp mod topholdet i den danske 1. division, Hobro IK. Hjemmeholdet havde vundet de sidste tre kampe, og samtidig havde fredericianerne ikke været overbevisende på udebane.

Men det var ikke til at se på spillet i første halvleg af kampen.

Her fortsatte de rødblusede gæster det fine spil fra sæsonens tidligere kampe, og de satte sig på kampen og formåede at holde Hobro fra de store chancer. Derfor var det også fortjent, at udeholdet kom først på måltavlen.

Et fint opspil på FC Fredericias venstrekant endte med et indlæg, som havnede for fødderne af Mikkel Knudsen. Højrebacken trykkede af og Jesper Rask i Hobro-målet klarede kun forsøget halvt, og derfor var det let for Dennis Høegh at sende returen over stregen. Scoringen var offensivspillerens anden i denne sæson, og den forløsende FC Fredericia-scoring var den første på udebane siden runde 1.

Selvsamme Dennis Høegh var tæt på at blive dobbelt målscorer få minutter efter, men her hev Hobros keeper en flot redning frem og sørgede for, at der stadig stod 0-1 til Fredericia ved pausen.

I 2. halvleg kom Hobro noget bedre med i kampen, og så blev det hjemmeholdets tur til at få overtaget på græsplænen. Det betød flere muligheder til værternes angribere og mange dødbolde, hvor skarpheden dog manglede for sidste sæsons Superligamandskab.

Skarpheden var der desværre for fredericianerne med fem minutter igen af kampen. Her blev der smidt et indlæg ind til indskiftede Kasper Lynge Nielsen, som headede bolden over i det lange hjørne og bragte balance i regnskabet. Hobro pressede på til sidst, men det blev ved 1-1 og et point til hvert hold.

FC Fredericia havde på forhånd nok været tilfreds med ét point, men der har alligevel været lidt skuffede miner over den sene udligning. De rødblusede kan dog tage med sig videre, at den dårlige udebanestatistik hvad angår mål og point er brudt, og det kan der passende arbejdes videre på til pokalkampen ude mod Roskilde onsdag 26. oktober.

Hobro IK 1-1 FC Fredericia
28′: 0-1: Dennis Høegh
86′: 1-1: Kasper Lynge Nielsen


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA