Nyheder

03/06-2016
FC Fredericia forlænger med Feldballe

fc-køge_8189
Foto: Joan Barløse

Oliver Feldballe har forlænget sin kontrakt med FC Fredericia. Feldballe, som kom til klubben sidste sommer, har udviklet sig til at blive en meget vigtig brik på holdet, og derfor er direktør Stig Pedersen naturligt nok ganske tilfreds med at få Feldballes underskift på en ny kontrakt.

“Oliver gjorde det godt allerede fra start, men jeg synes, han har taget et skridt op i foråret og har foldet sig ud som en af 1. divisions store profiler. Hans spillestil passer perfekt til Jesper Sørensens fodboldsyn, og det har da også været et stort ønske fra Jespers side at få forlænget. Det lykkedes, og det er vi naturligvis meget glade for,” siger Stig Pedersen.

Feldballe har spillet 27 kampe i 1. Division i denne sæson og scoret et enkelt mål. I DBU Pokalen blev han den helt store helt, da han mod sin gamle klub, Odense Boldklub, blev matchvinder med et fremragende mål i det 81. minut.

Nu har han sat sin signatur på en ny kontrakt, som gælder for et år – og det er han glad for.

“Jeg har haft det rigtig godt i FC Fredericia og har haft en rigtig god dialog med Jesper Sørensen og Stig Pedersen, og da vi ret hurtigt fandt hinanden, var det meget nemt at tage beslutningen,” siger Oliver Feldballe og sætter et par ekstra ord på, hvad han har været glad for i klubben.

“Jeg har et rigtig godt forhold til mine holdkammerater. Men noget, der også vægter rigtig højt, er mit forhold til Jesper Sørensen. Jeg kan rigtig godt lide hans måde at gribe tingene an på, så det var meget vigtigt for mit valg,” siger Feldballe.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA