Nyheder

02/04-2017
FC Fredericia i 1-3-nederlag til AB

Putros_aergerlig

FC Fredericia tabte søndag eftermiddag med 1-3 til AB, der ligger sidst i 1. divison. Hjemmeholdet var bagud med tre i pausen, og de rødblusede formåede aldrig at komme tilbage i opgøret. 

Det blev ikke nogen solskinskamp trods det fine vejr over Monjasa Park denne eftermiddag. I hvert fald ikke for FC Fredericia, der efter 90 minutter gik fra banen som tabere af opgøret, der endte 1-3 til gæsterne fra AB.

Sjællænderne lå placeret sidst i den danske 1. division, og derfor forventede mange af tilskuerne tre point til FC Fredericia. Det startede også okay for værterne, der spillemæssigt satte sig på opgøret. Fredericia var mest på bolden, men så viste gæsterne en uhyggelig skarphed.

Inden for fem minutter scorede AB to gange. Først var Kristian Uth manden, der blev spillet i feltet og scorede, og senere satte Emil Holten foden på et indlæg, og så var gæsterne lige pludselig foran 2-0.

Herfra blev det svært for FC Fredericia, der mest kom frem til hjørnespark og indlæg. Og her manglede den sidste skarphed eller held hver gang. Generelt spillede hjemmeholdet en dårlig første halvleg.

Ondt blev til værre i første halvlegs sidste minut, da Nichlas Rohde tippede rundt med bolden inde i FC Fredericias felt og til sidst smadrede den i nettet til 0-3.

Hjemmeholdet kom fint ud til anden halvleg med god energi, mens AB var mest interesseret i at få tiden til at løbe. De rødblusede kom frem til flere store chancer, hvor kun marginalerne gjorde, de ikke kom på tavlen. Der kom lidt mere skarphed ved dødboldene, som igen var hyppige gæster i anden halvleg, og AB reddede et forsøg inde på stregen.

Reduceringen kom med et lille kvarter igen. Dennis Høegh var blevet indskiftet i sin første kamp efter en skadesperiode, og han lavede nogle fornemme ting på kanten og smed så en bold lige i fødderne på Oliver Feldballe, som bragede FC Fredericia på 3-1.

Trods spilovertag og optræk til flere chancer kom hjemmeholdet ikke på tavlen flere gange, og tabte dermed kampen.

Næste kamp for FC Fredericia er søndag den 9. april, hvor turen går til Vendsyssel.

FC Fredericia 1 – 3 AB
9′: 0-1: Kristian Uth
13′: 0-2: Emil Holten
45+’: 0-3: Nichlas Rohde
76′: 1-3: Oliver Feldballe

Tilskuere: 710


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA