Nyheder

10/12-2015
FC Fredericia og Monjasa A/S i ny treårig aftale

De næste tre år vil fortsat byde på et makkerskab mellem FC Fredericia og Monjasa A/S. Og den nye samarbejdsaftale betyder, at de to virksomheder vil rykke endnu tættere på hinanden.

Det Fredericia-baserede, Monjasa A/S, og FC Fredericia har længe ageret samarbejdspartnere, og siden 2009 har samarbejdet desuden betydet, at Monjasa A/S har lagt navn til FC Fredericias hjemmebane, Monjasa Park.

Og nu bliver samspillet så forlænget yderligere, idet de to virksomheder har sat deres signatur på en ny treårig aftale.

Salgschef i FC Fredericia, Kasper Findahl, udtaler:

– Vi er utrolig stolte over at Monjasa A/S har valgt at fortsætte deres engagement i FC Fredericia. En samarbejdspartner af Monjasas kaliber betyder rigtigt meget for vores klub. Og med den nye samarbejdsaftale rykker Monjasa A/S og FC Fredericia om muligt endnu tættere sammen.

– I den nye aftale kommer vi til at gøre endnu mere brug af hinanden i dagligdagen. Blandt andet vil vores nye cheftræner bidrage med sin viden, om hvordan man får dygtige individualister til at performe som et hold, ligesom som flere af vores spillere vil få en spændende rolle i forhold til nogle af Monjasas talenter. Endvidere har Monjasa en hel del kontakter i de afrikanske lande, som vi i fællesskab skal prøve at optimere.

Hos Monjasa A/S er man ligeledes ovenud tilfredse med den nye aftale og selskabet glæder sig over, at blive associeret med FC Fredericias brand.

Adm. dir. i Monjasa A/S, Ricky Kenbjerg, udtaler:

– For os er det helt naturligt at forlænge med FC Fredericia. Vi deler på mange områder værdigrundlag og er glade for samarbejdet. Vi er en global virksomhed men ser os selv som lokalpatrioter. Vi har et stort ønske om at sikre spændende aktiviteter i byen og endnu større opbakning fra indbyggerne til FC Fredericia.

– Det skal derfor være en god og underholdende oplevelse at komme på Monjasa Park. Det håber vi, at vi med denne nye aftale kan være med til at sikre. Samtidig får vi i den nye aftale også eksponering på udebanetrøjerne. Det er vi meget tilfredse med.

– Vi er en ambitiøs virksomhed og er glade for at være omgivet af professionelle samarbejdspartnere i FC Fredericia. Det er således fortsat vores fælles store drøm, at Monjasa Park i fremtiden kommer til at lægge græs til kampe i Superligaen.

Yderligere informationer kan hentes hos:
Salgschef i FC Fredericia, Kasper Findahl (+45 2683 8970)
Adm. dir. i Monjasa A/S, Ricky Kenbjerg (+45 2498 3400)


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA