Nyheder

09/04-2017
FC Fredericia vinder i Vendsyssel

Christian_Soerensen
Foto: Joan Barløse

Jesper Sørensens tropper tog tre meget vigtige point, da de vandt ude mod Vendsyssel på mål af Morten Beck.

FC Fredericia kom i dag med et modsvar på sidste uges dårlige kamp, da de slog storsatsende Vendsyssel med 1-0.

Værterne kom bedst fra start i opgøret, hvilket resulterede i flere standardsituationer, der aldrig rigtig fik truet Thomas Mikkelsen i Fredericia-målet.

10 minutter inde i kampen kom FC Fredericia bedre med. Spidsangriberen Morten Beck fik bolden i en god position, men Vendsyssel forsvaret fik afværget situationen.

En håndfuld minutter senere var det selvsamme Beck, der driblede ind i modstanderens felt. Han fandt Mathias Hebo, hvis afslutning blev blokeret og endte for fødderne af Beck igen, der knaldede læderet i nettet

Morten Beck var her der og alle vegne i de første 45 minutter, og han fik da også en dobbeltchance senere i halvlegen, men Jesper Christiansen i Vendsyssel-målet reddede begge gange.

I anden halvleg var det igen Vendsyssel, der kom bedst ud af starthullerne.

Hjemmeholdet pressede på, men FC Fredericias defensive viste igen stor kvalitet ved at holde Vendsyssel fra de helt store chancer.

I det sidste kvarter af kampen hældte Vendsyssel den ene bold efter den anden ind i feltet, og lagde derved stort pres på Jesper Sørensens mandskab.

Vendsyssel havde i sidste uge vist, at de sagtens kunne vende et truende nederlag til en sejr, da de på under 10 minutter scorede tre mål mod Vejle og tog de tre point.

Sådan skulle det heldigvis ikke gå i dag, og selvom der blev lagt syv minutter til, var det ikke nok til, at Vendsyssel kunne få bolden ind bag Thomas Mikkelsen.

HUSK: At FC Fredericias allerede spiller igen på torsdag klokken 16:00, når Skive besøger Monjasa Park.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA