Nyheder

16/09-2016
FC Fredericias dygtige familiefar

dsc02824

Man kan kalde ham mange ting, Thomas Mikkelsen. Han er fynbo, far til to, en vinder og meget andet. Men først og fremmest er han FC Fredericias målmand, og siden han var omkring 12 år har han taget handskerne på og stillet sig ind imellem stolperne, når det var ved at være fodboldtid.

– I starten var det sjov og ballade. Selvfølgelig håbede jeg, at det kunne blive en levevej, det gør alle unge fodboldspillere nok. Men jeg startede egentlig som markspiller, indtil jeg så røg på kassen i en kamp, siger han.

Her har han plantet fodboldstøvlerne solidt, for evnerne som målmand er store, og det har bragt den nu 33-årige fodboldspiller forbi klubber som B1909, FC Fyn, Næsby og FC Vestsjælland, hvor han stod i den danske Superliga.

Nu hedder det 1. Division i Fredericia, men uanset om det er U8-fodbold i Munkebo eller Superliga i Slagelse, så fortæller Thomas Mikkelsen, at det fedeste ved at være målmand samtidig er det værste.

– Det er både sjovt og knapt så sjovt. Som målmand kan du redde hele kampen for dit hold, men folk er heller ikke i tvivl om, hvem der har skylden, hvis du laver et drop. Presset som målmand er sindssygt spændende men samtidig vildt nervepirrende. Især på højt niveau, hvor der er mange kameraer, der opfanger alle dine bevægelser.

Sådan er det især i Superligaen, og Thomas Mikkelsen har ambitioner om at komme tilbage til landets bedste liga.

– Det har jeg afgjort. Selvom presset er stort, så trives jeg også med det. Og her kan man i højere grad blive helten, men endnu mere skurken.

Hvis man oplever FC Fredericias målmand på banen, så er han en mand, der råber højt. Det gør han, fordi han vil gøre sindssygt meget for at vinde.

– Jeg går rigtig meget op i at vinde. Temperamentet er blevet bedre med årene, og jeg har lært at acceptere et nederlag, hvis jeg eller holdet har gjort vores bedste. Men hvis jeg ikke føler, det er tilfældet, så kan jeg godt blive rigtig indebrændt.

Thomas Mikkelsen har boet næsten hele sit liv på Fyn i byen Munkebo, hvor han bor med sin kæreste og deres to børn.

– Det meste af min familie bor på Fyn, så på den måde giver det god mening. Derudover ligger det meget centralt i forhold til de klubber, jeg har været i, og så har vi fået to børn der, så derfor tror jeg, at jeg har blevet boende på Fyn, forklarer målmanden.

Han har været sammen med sin kæreste i 8 år, og de har to børn. Det ene barn er 4 år, mens det andet er 8 måneder. Og det kan godt give nogle udfordringer som fodboldspiller.

– Der er ikke tid til meget andet end børn og arbejde. Den mindste kan godt være svær, for den forstår altså ikke, at man har tabt 0-4 i Helsingør, lyder det fra Thomas Mikkelsen.

Næste gang du kan opleve målmanden og resten af FC Fredericia-mandskabet i aktion er på søndag, hvor Vejle gæster Monjasa Park.

Fakta:
Navn: Thomas Mikkelsen
Alder: 33
Position: Målmand
Trøjenummer: 1
Tidligere klubber: B1909, Næsby, FC Fyn, FC Vestsjælland.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA