Nyheder

23/02-2018
FC Midtjylland og FC Fredericia indgår strategisk samarbejde

Ulvene og 1. divisionsklubben FC Fredericia har indgået en aftale om et strategisk samarbejde.

I fremtiden vil der være et nyt, strategisk samarbejde mellem FC Midtjylland og FC Fredericia, som de to klubber har indgået. Hen over vinteren har ledelserne i de to klubber haft en spændende dialog.

– Vi har længe efterspurgt en mulighed for de unge spillere, som ikke er direkte klar til FC Midtjyllands førstehold. For vores unge transitionsspillere ønsker vi et miljø, hvor de kan tage det næste skridt i deres menneskelige og fodboldmæssige udvikling. Målet vil være at vende tilbage til FC Midtjyllands superligahold, siger Svend Graversen.

– Møderne med FC Midtjyllands ledelse har gjort beslutningen let for os, og vi ser nu frem til at trække i arbejdstøjet til stor gavn for begge klubber, siger FC Fredericias direktør Stig Pedersen.

En del af samarbejdsaftalen er, at FC Midtjylland og FC Fredericia forpligter hinanden til, at ulvene skal udleje spillere til FC Fredericia, som dermed kan få nytte af unge akademispillere som rutinerede superligaspillere, der har brug for at få spilletid.

– Vi har valgt FC Fredericia, fordi det er en klub, der har en stærk ledelse samtidig med, at de er en fast bestanddel af 1. division. Håbet er, at FC Midtjylland også kan være med til at løfte FC Fredericias niveau, siger Svend Graversen.

– Vi er i FC Fredericia glade for at indgå i et strategisk samarbejde med en af Danmarks største fodboldklubber, og vi får i FC Midtjylland en partner som kan bidrage positivt til FC Fredericias sportslige udvikling. Samarbejdet bliver en vigtig faktor for FC Fredericia for at kunne spille med i toppen af NordicBet Ligaen, siger Stig Pedersen.

Samarbejdet baner også vej for FC Fredericias overordnede mål.

– For FC Fredericia er målet naturligvis oprykning til Superligaen, og vi føler os overbeviste om, at aftalen med FC Midtjylland styrker klubbens sportslige setup på en måde, der gør, at vi kommer målet om oprykning nærmere, siger Stig Pedersen.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA