Nyheder

09/08-2015
FCF henter endnu en sejr på Monjasa Park

Tobias Perch-Nielsen scorede for tredje kamp i streg, da han blev matchvinder i FC Fredericias 1-0 sejr over FC Helsingør søndag eftermiddag.

I sidste weekend leverede FC Fredericia en fornem præstation og sendte FC Roskilde hjem fra Monjasa Park med et 4-0 nederlag.

I dag skulle Ove Pedersens tropper så forsøge at fortsætte de flotte takter fra den kamp, da nyoprykkerne fra FC Helsingør kom på besøg. Og FC Fredericia fortsatte næsten hvor de slap fra sidste weekend.

For allerede efter to minutter var Sune Kiilerich tæt på at bringe FC Fredericia foran på et hovedstød efter indlæg fra Niels Letort, men forsøget gik lige forbi mål.

FC Helsingør overlod meget af initiativet til FC Fredericia, men modsat sidste uge kom man ikke helt frem til lige så gennemspillede angreb, hvorfor de store chancer udeblev.

Til gengæld var FC Fredericia gang på gang farlige på dødboldene, men det blev kun til lige ved og næsten i første halvleg, hvilket betød at begge hold kunne gå til pause med 0-0.

Anden halvleg startede livligt med forsøg i begge ender. FC Helsingørs Ricki Olsen prøvede fra distancen, mens både FC Fredericias Oliver Feldballe og Anders Hostrup testede Mikkel Bruhn i gæsternes mål.

Efter 58 minutter var anfører Christian Ege tæt på at bringe FC Fredericia på 1-0, men kun en fin redning af FCH-keeperen gjorde, at det fortsat stod 0-0.

Den stilling holdte dog kun små syv minutter længere, og så slog den i øjeblikket utrolig målfarlige FCF-offensivspiller Tobias Perch-Nielsen til.

På kanten af feltet tog han et træk til siden, og med et præcist skud via roden af fjerneste stolpe kunne han score sit tredje sæsonmål.

Få minutter efter gav FC Fredericia debut til Admir Catovic, og han var faktisk i slutminutterne tæt på at få scoret i sin første kamp i FC Fredericia-trøjen, men hans afslutning blev reddet på stregen.

Kampens sidste farlige chance tilfaldt også FC Fredericia, men det var en FC Helsingør-fod, der var ved at tegne sig for scoringen. To minutter før slutfløjt var udeholdet nemlig tæt på at lave selvmål, men Andreas Holm sparkede lige forbi mål.

Dermed bliver det ved 1-0, og FC Fredericia sikrer sig dermed sæsonens anden sejr ud af tre mulige og står nu noteret for syv point.

Næste opgave for FC Fredericia i Bet25 Ligaen er på udebane mod nedrykkerne fra FC Vestsjælland. En kamp, der bliver spillet i Slagelse på lørdag. Inden da skal FC Fredericia forsøge at spille sig videre i pokalen på tirsdag, når vi gæster Næsby på udebane.

Kampfakta:
65’ – 1-0, Tobias Perch-Nielsen, FC Fredericia

Gule kort:
52´ Ricki Olsen, FC Helsingør

Tilskuertal: 1020

Startopstilling:
Nicholas Gotfredsen
Dennis Høegh
Anders Hostrup (ud, 68′)
Tobias Perch-Nielsen (ud, 83’)
Niels Letort
Matej Podstavek
Sune Kiilerich
Christian Ege Nielsen
Nikolaj Hagelskjær
Oliver Feldballe (ud, 83’)
Jeppe Højbjerg

Udskiftere: Jakob Køhler, Mikkel Knudsen (ind, 83’), Emil Peter Jørgensen, Admir Catovic (ind, 68’), Marco Hansen, Mathias Jacobsen og Christian Nissen (ind, 83’).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA