Nyheder

09/05-2016
FCF-keeper er faldet godt til

fc-køge_8225
Foto: Joan Barløse

Thomas Mikkelsen var i seks år en del af FC Vestsjælland. Men i efteråret gik klubben konkurs, og den store keeper måtte finde nye græsgange. Valget faldt på FC Fredericia.

“Jeg er faldet rigtig godt til i FC Fredericia, hvor der er en masse rigtig gode mennesker. Det er helt perfekt. Det har været meget rart at komme til en god klub, hvor der er ro på bagsmækken.”

Således indleder Thomas Mikkelsen, da han er blevet sat i stævne for at fortælle lidt om det sidste halve år af hans liv har set ud – det har nemlig ikke været lige nemt hele vejen.

Den 30. November sidste år blev hans daværende klub nemlig begæret konkures.

“Det var forfærdeligt at være en del af. Specielt de sidste halve år i klubben var ikke sjovt, for vi kunne stille og roligt begynde at fornemme, at noget var galt. Rygterne havde jo gået længe, og da de begyndte at fyre folkene i administrationen, så kunne vi godt se, hvor det bar henad,” siger Thomas Mikkelsen, som var ked af at skulle se klubben gå konkurs.

“De første seks år i klubben var virkelig fedt. Det var jo en stor optur med oprykning og pokalfinale osv. Jeg var virkelig glad for at være der, og vi havde da også regnet med, at vi skulle rykke tilbage i Superligaen i denne sæson, men sådan skulle det ikke gå,” siger han.

Havde hurtigt noget på hånden
Pludselig stod Thomas Mikkelsen uden at vide, hvad fremtiden skulle bringe. I modsætning til nogle af holdkammeraterne havde han dog hurtigt flere ting på hånden.

“Jeg nåede faktisk ikke at blive så nervøs. Jeg havde gjort det godt i en lang periode i FC Vestsjælland. Jeg havde hovedsageligt tilbud fra udlandet, men det syntes jeg ikke kunne spille sammen med familie og nyfødt datter. Og så ringede Jesper Sørensen en dag,” siger han.

FC Fredericia havde lige måttet slippe Jeppe Højbjerg til Esbjerg, hvorfra han havde været på en lejeaftale – og der opstod et hul i truppen.

“Jeg sigtede hovedsageligt efter Superligaen, men da det ikke kunne lade sig gøre, var FC Fredericia en rigtig, rigtig god mulighed for mig. Jeg kender Jesper fra tidligere, og jeg var egentlig ikke så lang tid om at beslutte mig for, at det her, jeg skulle fortsætte min karriere,” siger Thomas Mikkelsen, som er glad for at valget faldt på FC Fredericia.

“Det passede perfekt. Det er ikke så langt fra mit hjem i Munkebo lidt uden for Odense, hvor jeg bor sammen med min kæreste og mine to børn,” siger den store keeper afslutningsvis.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA