Nyheder

29/10-2015
FCF knækket efter forlænget spilletid

FC Fredericia leverede en fornem indsats og tvang FC København ud i forlænget spilletid. I denne slog FCK dog til med et hurtigt mål, og så måtte FC Fredericia se sig slået ud af årets pokalturnering.

Endelig var dagen kommet, hvor FC Fredericia skulle se, om de kunne fortsætte pokaleventyret og bygge videre på pokaltriumfen fra 3. runde-sejren over OB.

Der ventede dog en alvorlig opgave for Ove Pedersens tropper, idet de forsvarende pokalmestre fra FC København gæstede Monjasa Park.

Kampen havde tiltrukket sig stor opmærksomhed og hele 2.649 havde fundet vej til stadion denne aften. Og de kunne se FC København som forventet sætte sig på opgøret, mens FC Fredericia accepterede FCK’s boldbesiddelse og levede i stedet på hurtige omstillinger.

FC Fredericia lykkedes dog med at holde FC København fra nævneværdige muligheder. Derfor var det også med stor ærgrelse, at FC København bragte sig foran med 1-0 efter 28 minutter, idet FC Fredericia havde stået godt rent defensivt.
Danny Amankwaa fik alt for meget tid på bolden, og med et forsøg på at dreje bolden ind bag Jeppe Højbjerg, fik han sendt et skud mod mål. Afslutningen blev dog rettet af via Matej Podstavek, og det snød fuldstændig Højbjerg i FCF-målet, og så var FCK foran.

FC Fredericia reagerede dog godt på målet. Efterfølgende fik man nemlig spillet sig frem til flere fine muligheder, hvor især Brent McGrath kom frem til en stor chance. For efter 35 minutter bliver han nemlig sendt i dybden, og selvom han havde en Mathias Zanka Jørgensen i hælene, så havde han et frit skudforsøg – som dog trillede langt forbi mål.

Minuttet efter trykkede Admir Catovic af fra distancen, som lige foran mål dykkede voldsomt, men overliggeren reddede for FCK-keeperen.

Dermed spirede en optimisme på lægterne, og den optimisme blev forvandlet til jubel, da Nikolaj Hagelskjær på fremragende vis bankede FC Fredericia på 1-1. Feldballe spillede bolden til side til en fremstormende Hagelskjær lidt ude foran feltet, og han trykkede af med det samme. 1-1 – hvilket også var en stilling, der holdte til pausen.

I anden halvleg overtog FC København igen teten, og det udmøntede sig i en fin chance allerede efter 48 minutter til Ludwig Augustinsson, som dog kanonerede bolden forbi mål fra en spids vinkel inde i feltet.

Resten af halvlegen bød på et voldsomt spilovertag til FC København, men chancer formåede de ikke rigtig at spille sig frem til. Det gjorde FC Fredericia heller ikke før det 80. minut, hvor Catovic blev sendt af sted i dybden. Offensivspilleren trykkede dog af noget uskarpt, og bolden strøg et stykke forbi mål.

I den anden ende var FC København tæt på at tage sejren i overtiden, da Kasper Kusk bankede til bolden, efter at en løs muligt opstod, men afslutningen sad lige på Højbjerg, og han kunne klare skærene i to omgange.

Dermed måtte holdene ud i forlænget spilletid, og her slog FC København desværre til med det samme. Efter lidt klumpspil endte bolden for fødderne af Kasper Kusk på kanten af feltet, og resolut sparkede han gæsterne på 2-1 efter 92 minutters spil uden chance for Højbjerg.

FC Fredericia havde svært ved at spille sig til chancer efterfølgende, idet kræfterne så småt var ved at løbe op. Derfor var det også FCK, der var tættest på at score igen i første halvleg af den forlængede spilletid, da Andreas Cornelius fik sendt bolden mod mål. Men forsøget blev reddet på stregen.

I de sidste 15 minutter fortsatte kampbilledet som hidtil, men i det 115. minut kunne FC Fredericia måske have tvunget kampen ud i straffesparkskonkurrence, da Brent McGrath med et kraftfuldt forsøg sendte bolden mod FCK-målet – desværre sad afslutningen lige på keeperen.

Dermed endte det med et 1-2 nederlag efter forlænget spilletid for FC Fredericia til de forsvarende danske pokalmestre, hvilket betyder, at 4. runde blev endestationen for Ove Pedersens mandskab i dette års pokalturnering.

På søndag er der så igen kamp på Monjasa Park, når FC Fredericia tilbage i Bet25 Ligaen tager imod rækkens nummer to fra Vendsyssel FF. Og vi håber selvfølgelig på, at der igen bliver godt besøgt på stadion til den kamp.

Tilskuertal: 2.649

Kampfakta:
28´- 0-1 – Danny Amankwaa, FC København
43´- 1-1 – Nikolaj Hagelskjær, FC Fredericia
92´- 1-2 – Kasper Kusk, FC København

116´- Gult kort – Matej Podstavek, FC Fredericia

Startopstilling:
3. Nicholas Gotfredsen (ud, 71´)
4. Emil Peter Jørgensen
5. Rógvi Baldvinsson
8. Admir Catovic (ud, 88´)
15. Brent McGrath
17. Matej Podstavek
18. Sune Kiilerich
20. Christian Ege
21. Nikolaj Hagelskjær
22. Oliver Feldballe (ud, 81´)
33. Jeppe Højbjerg

Udskiftere: 30. Jakob Køhler, 2. Mikkel Knudsen, 7. Dennis Høegh (ind, 88´), 9. Marco Hansen (ind, 81´), 10. Anders Hostrup, 14. Mathias Jacobsen og 16. Niels Letort (ind, 71´).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA