Nyheder

25/02-2015
FCF nedlagde Middelfart med 2-0

FC Fredericia fik sin anden sejr inden for en uge, da de onsdag aften slog Middelfart med 2-0 efter en rigtig god første halvleg.

FC Fredericia vandt i torsdags med 2-0 ude over Kolding IF og fik dermed den første sejr her i 2015.

Den sejr skulle Nicolai Waels tropper så her til aften forsøge at bygge videre på, da FC Fredericia gæstede Middelfart, som til daglig gør sig i 2. division vest.

Ligesom i torsdagens testkamp mod Kolding IF satte FC Fredericia sig på begivenhederne fra første fløjt. Og kampen var ikke mere end ni minutter gammel, da FC Fredericia fik tilkendt et straffespark, da en Middelfart-forsvarer gik i ryggen på Marco Hansen i straffesparksfeltet. Rutinerede Jesper Christiansen skulle omsætte den gode mulighed til scoring, og angriberen var sikkerheden selv fra 11-meterpletten.

FC Fredericia fortsatte dominansen efter scoringen – kun afbrudt af et enkelt skudforsøg fra Middelfart, som dog ikke voldte Jeppe Højbjerg i FCF-målet nogle problemer.

Efter 22 minutters spil udbyggede FC Fredericia så føringen, da Patrick Bang med et fladt indlæg skråt bagud i feltet fandt en hel fri Mikael Rynell, som sikkert gjorde det til 2-0 til FC Fredericia.

Muligheden for 3-0 var bestemt også tilstede, men Nikolaj Hagelskjær misbrugte desværre et straffespark efter 34 minutter – et straffespark han ellers selv havde tilkæmpet sig efter flot bandespil med Jesper Christiansen. Dermed blev det ved 2-0 ved pausen.

Efter pausen kom gik FC Fredericia væsentlig ned i kadence og Middelfart tilspillede sig blandt andet en rigtig god mulighed, da en Middelfart-spiller kom i en en-mod-en situation med Jeppe Højbjerg, men som FCF-keeperen på fornem vis vandt.

Resten af anden halvleg var chancefattig, hvor FC Fredericia ikke rigtig fik tilspillet sig nogle store scoringsmuligheder. Og da Middelfart heller ikke formåede at komme på scoringstavlen, så blev det til en 2-0 sejr til FC Fredericia – især på baggrund af en stærkt første halvleg.

FC Fredericias næste træningskamp er fredag d. 6. marts ude mod Skive IK. Det er samtidig sidste test inden 1. Division bliver sparket i gang d. 15. marts, hvor FC Fredericia åbner ude mod HB Køge.
Kampfakta 0-2 (0-2):

9´- 0-1 Jesper Christiansen (str.)

22´- 0-2 Mikael Rynell

Startopstilling – 3-5-2:

Jeppe Højbjerg

Marc Pedersen – Jacob Thychosen (ud 77) – Sune Kiilerich

Nikolaj Hagelskjær – Mikael Rynell (ud 77) – Christian Ege – Christopher Geertsen (ud 61) – Patrick Bang (ud 46)

Marco Hansen (ud 46) – Jesper Christiansen

Udskiftere: Mads Markfoged, Steven Somers (ind 46), Sebastian Billund (ind 77), Anders Hostrup (ind 46), Jakob Eriksen (ind 61) og Mathias Jacobsen (ind 77).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA