Nyheder

18/09-2015
FCF’s ubesejrede stime brudt

FC Fredericia led et smalt nederlag på 3-2 til Vendsyssel FF fredag aften og tabte dermed sin første kamp i denne sæson.

Bredbånd Nord Arena i Hjørring lagde fredag aften græstæppe til et sandt topopgør i Bet25 Ligaen, da FC Fredericia tørnede sammen med Vendsyssel FF.

FC Fredericia var inden kampen placeret som nummer to – to point efter Vejle Boldklub, som snuppede førstepladsen med en sejr over Silkeborg torsdag aften.
Hjemmeholdet Vendsyssel lå nummer fire inden kampstart, og der var derfor vigtige point på højkant.

FC Fredericia fik dog en rigtig skidt på kampen, idet Vendsyssel FF bragte sig foran med 1-0 efter bare syv minutters spil.
Bolden blev spillet ned bagom FC Fredericias venstre forsvarsside, og her kunne Nicolas Bøgild lægge et fladt indlæg ind til en fremstormende Hallur Hansson, som kom først på bolden og dermed bragte hjemmeholdet foran.

Den scoring lod til at påvirke FC Fredericia, som derfra virkede meget nervøst, og FCF-spillerne havde svært ved at få sammensat længerevarende passager med boldbesiddelse. Derfor faldt FC Fredericias største muligheder i de første 45 minutter også efter dødbolde, hvor især Sune Kiilerichs lange indkast voldte Vendsyssel store problemer, men desværre fik FC Fredericia ikke afslutningen på de mange lige-ved-og-næsten-situationer.

Efter 20 minutter fanger Vendsyssel FC Fredericia på en omstilling, hvor Bøgild fører bolden ned mod FCF-målet og trykker af, men der kommer en FC Fredericia-fod på afslutningen, og Højbjerg redder sikkert.

Fire minutter var FC Fredericia tæt på at bringe balance i regnskabet, da Brent McGrath vandt en hovedstødsduel inde i Vendsyssel-feltet og fik drejet bolden mod fjerneste stolpe, men bolden sneg sig lige akkurat forbi stolpen.

I resten af havlegen var det småt med chancer, hvorfor FC Fredericia måtte gå til pause nede med 0-1.

Anden halvleg startede med en stor chance til Vendsyssels Christian Overby, men fra nært hold klarede Jeppe Højbjerg forsøget og stillingen var fortsat 1-0.

Efter 54 minutter burde FC Fredericia dog havde bragt sig på 1-1. McGrath vandt en duel på kanten af feltet og lagde bolden til side til en helt fri Tobias Perch-Nielsen, mens hans forsøg på at dreje bolden over i fjerneste målhjørne mislykkedes og bolde strøg over mål.

Tre minutter efter viste den misbrugte chance sig dyr, da Vendsyssel bragte sig på 2-0. Et indlæg blev slået ind i FC Fredericia-feltet og her gik en VeFF-spiller hårdt til Højbjerg, som tabte bolden ned for fødderne af Rene Joensen, som let kunne score.

Dermed så det uhyre svært ud, men FC Fredericia svarede hurtigt igen. Et frispark midt på Vendsyssels banehalvdel blev sendt i feltet og her steg Nicholas Gotfredsen op og bragte FC Fredericia tilbage i kampen.

Herefter sad FC Fredericia på sagerne og indskiftede Admir Catovic viste i flere omgange fint blik for spillet og satte sine holdkammerater godt op.

Alligevel var det Vendsyssel som kunne bringe sig yderligere foran ved Nicolas Bøgild i det 81 minut, da han snød FCF-forsvarets forsvarsfælde og var kølig alene med Jeppe Højbjerg.

Men igen slog FC Fredericia lynhurtigt tilbage. Minuttet efter bragte Catovic nemlig FC Fredericia tilbage i kampen, da han mødte et præcist indlæg fra Mathias Jacobsen med pandebrasken og via jorden sendte bolden i kassen til 3-2.

Derfor satsede FC Fredericia alt i de sidste ti minutter for at få den forløsende scoring, og inde i dommerens tillægstid var FC Fredericia vanvittig tæt på at levere comebacket. En nedfaldsbold ender for fødderne af McGrath inde i det lille feltet, men han får desværre ikke ordentlig ram på kuglen, og bolden triller i stedet ind i favnen på Vendsyssel-keeperen.

Dermed var FC Fredericias første nederlag i denne sæson en kendsgerning, og man må med nederlaget se sig passere af netop Vendsyssel i tabellen.

FC Fredericia har muligheden for at komme sig ovenpå igen hurtigt, når man på tirsdag hjemme på Monjasa Park møder Superliga-klubben OB i DBU Pokalens 3. runde.

Kampfakta:
7’ 1-0 – Hallur Hanson, Vendsyssel FF
54’ 2-0 – Rene Joensen, Vendsyssel FF
57’ 2-1 – Nicholas Gotfredsen, FC Fredericia
81’ 3-1 – Nicolas Bøgild, Vendsyssel FF
82’ 3-2 – Admir Catovic, FC Fredericia

67´ – Gult kort – Hallur Hansson, Vendsyssel FF
91´ – Gult kort – Jeppe Højbjerg, FC Fredericia

Tilskuertal: 1.368

Startopstilling:
3. Nicholas Gotfredsen
7. Dennis Høegh
12. Tobias Perch-Nielsen (ud, 61’)
15. Brent McGrath
16. Niels Letort (ud, 80’)
17. Matej Podstavek
18. Sune Kiilerich
20. Christian Ege Nielsen
21. Nikolaj Hagelskjær
22. Oliver Feldballe
33. Jeppe Højbjerg

Udskiftere: 30. Jakob Køhler, 2. Mikkel Knudsen, 4. Emil Peter Jørgensen, 5. Rógvi Baldvinsson, 8. Admir Catovic (ind, 61’), 10. Anders Hostrup og 14. Mathias Jacobsen (ind, 80’).

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA