Nyheder

19/09-2015
Feldballe: Det var en krig

Oliver Feldballe var skuffet over, at FC Fredericia ikke lige havde det sidste, der skulle til for at fuldende comebacket mod Vendsyssel FF i går.

Ove Pedersens mandskab led i går aftes sæsonens første nederlag, da man tabte med 2-3 i Hjørring.

Her var FC Fredericia nede med både 0-2 og 1-3, men formåede begge kampe at svare prompte tilbage til de indkasserede scoringer, hvorfor man kunne jagte det ene point til sidste sekund.

Det lykkedes dog ikke at få scoret den forløsende scoring, og derfor var det en svært skuffet Oliver Feldballe, man kunne fange efter kampen.

– Jeg står med en rigtig ærgerlig følelse her efter kampen, fordi vi kommer hurtigt tilbage i to omgange. Alligevel får vi ikke noget med herfra, og det er mega skuffende. Både da de scorer til 2-0 og 3-1 er det som at få et slag i ansigtet, men da vi kommer lynhurtigt tilbage, får vi en god fornemmelse for og en tro på, at vi kan fuldende comebacket, siger Oliver Feldballe og fortsætter.

– Det var en meget intens kamp, hvor der ikke var meget etableret spil, men derimod masser af dueller og krig inde på banen. Det bølgede frem og tilbage, og vi ledte hele tiden efter at finde rytmen, men det lykkedes desværre ikke. Forhåbentligvis falder det ud til vores fordel næste gang, slutter Feldballe.

Med nederlaget er FC Fredericia nu placeret på fjerdepladsen i Bet25 Ligaen – tre point op til Lyngby på førstepladsen.

/FS

Oliver Feldballe


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA