Nyheder

27/04-2017
Fighteren Frans

Putros_aergerlig
Foto: Joan Barløse

Frans Dhia Putros er ikke kommet sovende til sin succes på fodboldbanen. Den bomstærke forsvarsspiller har måtte kæmpe sig gennem svære perioder for at stå der, hvor han nu er. Fast mand på FC Fredericias mandskab.

Bolden ruller atter igen til talenttræf i AGF, hvor de bedste spillere fra klubberne omkring Århus er samlet. Der er spillere som Jens Jønsson og Viktor Fischer. Men også FC Fredericias Frans Putros har spillet sig til en plads sammen med Århus’ mange fodboldtalenter.

Midtstopperen med de irakiske rødder er en af de få, der kommer igennem nåleøjet og scorer sig en billet til AGF-holdet.

– Vi vandt stort set alt, der kunne vindes som lilleputspillere med AGF. Jeg tror kun, vi tabte fire kampe, fortæller Frans Putros.

Frans og resten af holdet bliver ved med at imponere. Men alt er dog ikke rosenrødt for forsvarsspilleren.

– Jeg havde en meget turbulent ungdomstid i AGF. Det var meget on and off på førsteholdet, da jeg blev ældre, siger Frans Putros.

Som juniorspiller blev Frans rykket ned på andenholdet, og det tager hårdt på den unge spiller.

– Det var en hård periode. Fodbold var jo alt, jeg havde dengang, siger forsvarsspilleren.

Tankerne suser rundt i hovedet på Frans Putros. Fodbold fylder alt i Frans’ liv – og måske også for meget, hvis man kun spiller på andenholdet.

Alle dagene er bundet op omkring fodbold. Den blot 16-årige Frans Putros står op før solen for at tage til morgentræning. Efter træningen finder han bøgerne og skoletaksen frem, inden han igen snører fodboldstøvlerne om eftermiddagen. 14 timer bliver revet ud af teenagerens hverdag.

– Jeg begyndte at tænke over, om det var den her vej, jeg skulle gå – eller det måske var skolegangen, jeg skulle satse på, fortæller Frans Putros.

Frans’ tvivl når også ud til forældrene, men inderst inde ved han godt, hvad det er, han vil.

– Jeg havde lagt så meget tid i det her (fodbold, red), og det ville være spild, hvis jeg ikke gav det en chance. Så jeg nægtede at give op. Selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg ikke var det største talent dengang. Men ’at give op’, det er sgu ikke noget, der lige siger mig noget – og det gjorde det heller ikke dengang, smiler Frans Putros og fortsætter:

– Jeg ved ikke hvordan, men ud af ingenting begyndte jeg pludselig at spille – jeg kan ikke huske konkret hvorfor – men jeg gjorde det bare godt over en periode som højre back. Og så begyndte jeg at træne med førsteholdet.

Efterfølgende skriver Frans sin første fuldtidsprofessionelle kontrakt med AGF. Han når dog kun at få et par kampen, inden han bliver udlejet til Silkeborg.

– Jeg fik en del kampe på den tid, jeg var udlejet til Silkeborg. Jeg synes dog ikke, at jeg præsterede i de kampe, men det blev til en yderligere permanent kontrakt. Efter det halve år, fortæller Frans.

Da Frans’ kontrakt med Silkeborg er ved at rinde ud, følger Frans sin agents råd. Selvom Silkeborg gerne vil beholde den dygtige højre back, så ender Frans uden kontrakt den sommer.

Et halvt års mareridt
Frans står nu over for sin næste store prøve.

– Jeg rendte så rundt i et halvt år – og det kan jeg godt fortælle dig, det var frustrerende. Det var en meget hård tid, fortæller Frans, der dog også fik noget positivt med fra oplevelsen:

– Men det var også her, at jeg fik glæden tilbage ved fodbolden. Man glemmer nogle gange at værdsætte livet som fodboldspiller. Det tænkte jeg meget over dengang. Jeg savnede fodbolden.

I sin klubløse periode får Frans lov til at træne med i en uge hos AGF. En uge bliver dog hurtigt til to, og to uger bliver til tre, som så bliver til seks måneder. Men Frans bliver ikke tilbudt en kontrakt her.

I stedet ryger Jesper Sørensen (daværende assistenttræner i AGF) til FC Fredericia, og han hiver med det samme Frans Putros den samme vej. Endnu engang har Frans fightet sig ud af en krise og vendt tilbage endnu stærkere.

Du kan se Frans Putros, Jesper Sørensen og resten af FC Fredericia spille på søndag klokken 13:45, når oprykkerne fra Fremad Amager gæster Monjasa Park i NordicBet Ligaen.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA