Nyheder

05/03-2017
Fredericia vinder årets første kamp

fcf-vb-28Christian Sørensen var her der og alle vegne, da FC Fredericia slog Næstved FC med cifrene 2-1.

Et nervøst og tændt FC Fredericia-mandskab vandt årets første kamp mod Næstved, der kører tilbage til Sjælland med et 2-1-nederlag.

Selvom det var en lidt forsigtig start, så var det FC Fredericia, der kom bedst ud. Mamadou Soro fik den første chance, da et Denis Fazlagic-indlæg rammer den store angriber. Hans første afslutning bliver blokeret, og returen ryger lidt ud til venstre for målet, hvor Mamadou endnu engang trykker af, men igen rammer den et Næstved-ben.

Fredericia var mest på bolden i første halvleg, hvor gæsten forsøgte sig med omstillinger – anført af deres spids Mikkel Jensen.

Netop Mikkel Jensen kom til indlæg i Fredericias højre side, og bolden ender hos en Næstved-spiller i det lille felt, der heldigvis ikke får ordentlig ram på bolden. Og Thomas Mikkelsen kan derfor samle bolden op.

Midt i første halvleg måtte Denis Fazlagic forlade banen, og han blev erstattet af Christian Sørensen, der skulle vise sig at have en stor fod med i 2-1-sejren.

Til sidst i første halvleg viser Thomas Mikkelsen klassen, da han redder et skud fra venstre, der havde retning mod hjørnet. 0-0 var stillingen derfor ved pausen.

FC Fredericia kom stærkt ud efter pausen, og efter 50 minutter trækker Frans Putros et frispark til nede ved Næstveds baglinje.

Mikkel Knudsen smækker et hårdt frispark indover, og mellem venner og fjender var det Henrik Kildentoft, der havde sidst kropsdel på bolden, inden den trillede ind forbi Sebastian Olsen. 1-0 til FC Fredericia.

Med Christian Sørensen i hopla satte Fredericia sig tungt på spillet, og der var flere gode muligheder.

Næstved ændrede derfor taktikken og satte en stor angriber ind på toppen, som de smed en masse indlæg efter. Det gav til gengæld gode kontramuligheder den anden vej.

Efter en god kontra snører Mathias Hebo Rasmussen sin direkte modstander og var (næsten) alene mod målet. Desværre bliver hans afslutning reddet af Sebastian Olsen.

Med fem minutter igen på uret, brød FC Fredericia bolden og satte en Fredericia-kontra igen. Bolden endte hos Hebo, der skar Næstved-forsvaret over i to og fandt Christian Sørensen, der sikkert satte bolden i mål til stillingen 2-0.

De sidste minutter af kampen var hektisk, og det kunne sagtens være blevet til 3-0 til Fredericia, men i stedet var det Næstved, der reducerede dybt inde i overtiden.

Kampen endte derfor med en 2-1-sejr til FC Fredericia, der oveni købet også kunne give debut til hele fem spillere. Mads Eriksen, Denis Fazlagic, Christian Sørensen, Morten Beck og Niclas Nymand.

Næste kamp spilles på søndag ude mod Fremad Amager.

Kampfakta FC Fredericia 2-1 Næstved:
50′: 1-0: Henrik Kildentoft (Selvmål)
85′: 2-0: Christian Sørensen
90+4′: 2-1: Kevin Timm

Tilskuere: 539


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA