Nyheder

16/06-2014
Hår på brystet

Jeppe Hansen forlod for tre år siden FC Fredericia for at få fast spilletid og udvikle sig som fodboldspiller. Nu bliver han hentet tilbage til hjemstavnen på en 2-årig kontrakt.

FC Fredericia henter Jeppe Hansen hjem fra Island, hvor han lige nu og frem til 1. juli spiller for Stjarnan.

– Vi har fulgt Jeppes udvikling, og han har rykket sig fra at være en ung spiller til nu at have fået hår på brystet gennem masser af træning på højeste niveau og senest spilletid på Island, hvorfra han kommer hjem med selvtillid, fortæller direktør Stig Pedersen.

Jeppe Hansen spillede i Næsby i 2. division, hvorfra han blev hentet til OB, der lod ham leje ud i starten af maj til islandske Stjarnan. Selv fortæller han, at det er den gamle Jeppe, der vender hjem, bare i en bedre udgave.

– Jeg gik et skridt ned for at få spilletid, og det gav pote. Jeg blev hentet til OB, hvor jeg har trænet sammen med nogle af de bedste spillere i Danmark. Jeg er blevet udviklet på et højt træningsniveau, og jeg er blevet bedre til alt. Ikke noget specifikt som sådan, men hele pakken, smiler den nu 25-årige Jeppe Hansen, der forsætter:

– Jeg var en udviklingsspiller i FC Fredericia sidst, jeg var her, og jeg er meget taknemlig for, at jeg dengang fik chancen for at være med i førsteholdstruppen. Det modnede mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og spille. Jeg håber, at jeg får en nøglerolle, når jeg vender hjem, smiler han.

Jeppe Hansen har set alle de kampe på Monjasa Park, som han har haft mulighed for, og han glæder sig til gensynet med tidligere holdkammerater og fansene.

– Det bliver helt specielt. Jeg glæder mig bare så meget. Uanset hvor jeg har spillet de sidste tre år, har jeg jo beholdt min base i Fredericia, og jeg har stadig en god kontakt til mange af spillerne, og jeg er glad for at blive genforenet med dem. FC Fredericia får et rigtigt spændende og stærkt hold, som jeg slet ikke kan vente med at blive en del af, smiler han.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA