Nyheder

11/05-2017
Han får netmaskerne til at blafre

Beck_High_fives

Foto: Joan Barløse

Som så mange gange før i sin karriere har Morten Beck igen bevist, at han kan lave mål – og mange af slagsen. Men det har ikke været en let vej for den århusianske målsluger.

Den 31. januar satte en helt speciel spiller sine fødder på Monjasa Park, mens han hev den røde trøje over hovedet.

En angriber, der har en helt speciel næse for at få modstanderens netmasker til at blafre, mens målmændene opgivende kaster deres arme op i luften.

Navnet er Beck, Morten Beck. En angriber, hvis succes ikke kun skyldes talent, men ligeså meget det hårde arbejde på grønsværen.

– Jeg er en mand af faste principper. Jeg går op i få ting, men de ting jeg går op i, dem gør jeg 100 procent, for de er vigtige for mig, siger Morten Beck.

Og det gælder i alt, om han er i skole eller ude på banen. Så er der kun en vej for den blonde angriber.

– Jeg har aldrig nogensinde taget den lette løsning – eller været fristet af den, siger Morten Beck uden at blinke og fortsætter:

– Der har været nogle ting som eksempelvis en opgave i skolen eller træningsøvelse, som jeg har været mindre god til. Men så bliver jeg mere motiveret af, at jeg gerne vil gøre det så godt, jeg kan, og så giver jeg den lige lidt ekstra.

Sådan har det været hele livet for Morten Beck, der ganske enkelt ikke kan gøre noget på mindre end 100 procent.

– På handelsskolen handlede det også om samvittigheden. Jeg tør ikke over for mig selv. Det er min opgave, siger Morten Beck. 

Netop det mindset har blandt andet været skyld i, at han kan skrive Superliga-kampe på sit CV – og en masse mål. Og sidstnævnte kan tilskrives de ekstra timer, der er blevet brugt på mere eller mindre knoldede græsplaner.

– Alle mine mål kan i høj grad dedikeres til det hårde arbejde. Men man skal også forstå, at det hårde arbejde er mange ting. Du skal gøre de ting, der får dig til at slappe mest af, når du er hjemme, og du skal sørge for at træne godt hver dag ude på banen. Det er opskriften på min målnæse, forklarer Morten Beck.

En afslappet far

Selvom Morten har arbejdet hårdt for at nå sine mål, fortæller han også, at det er vigtigt, at man vælger sine kampe med omhu.

– Før har det været sådan, at det var ALTING, jeg skulle gøre rigtigt. Lige nu holder jeg ved mine egne principper og gøre de ting, jeg synes er rigtigt. Men jeg er meget mere afslappet omkring tingene – især efter jeg er blevet far. Mange andre vil nok sige det modsatte, griner Morten Beck.

 

 

 

 

 

 

 


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA