Nyheder

10/04-2015
Hjalte Bo: FCF gav den rigtige mavefornemmelse

Det alt overskyggende mål er overlevelse, fortæller Hjalte Bo Nørregaard, der er glad for at have takket ja til FC Fredericia.

FC Fredericia forstærkede i dag truppen med den rutinerede midtbanespiller, Hjalte Bo Nørregaard, som tiltræder FC Fredericia med øjeblikkelig virkning for resten af foråret.

Og den 34-årige tidligere FCK-, AGF og Vendsyssel-spiller ser frem til at hjælpe FC Fredericia væk fra nedrykningspladserne.

– Jeg er kommet her til FC Fredericia med det alt overskyggende mål, at vi skal redde os, så FC Fredericia til næste sæson også er at finde i 1. Division, siger Hjalte Bo Nørregaard.

Midtbanespilleren havde egentlig tidligere på ugen ytret, at han havde valgt at lægge støvlerne på hylden, men siden han kom med den udtalelse, så dukkede der flere tilbud op – heriblandt FC Fredericia.

– Jeg valgte at sige ja til FC Fredericia, fordi jeg synes, at det lød som en spændende udfordring, og jeg ser frem til at skulle hjælpe FC Fredericia i de ti finaler, som venter resten af foråret. Selvom jeg i første omgang havde valgt at stoppe, så fik jeg en rigtig god mavefornemmelse for FC Fredericia, da de kom på banen, siger Hjalte Bo Nørregaard og fortsætter.

– Jeg trænede med i dag, og der blev min fornemmelse, for at jeg stadig har lyst til at spille fodbold, bekræftet. Så jeg er glad for at være her i FC Fredericia nu, og selvom jeg selvfølgelig ikke har spillet i et stykke tid, så er hovedet og lysten helt sikkert til stede, og så skal det andet nok komme.

Hjalte Bo Nørregaard har tidligere spillet i FC København, Heerenveen, AGF og Vendsyssel FF.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA