Nyheder

05/05-2016
Høegh: Med lidt held havde vi vundet

fc-køge_8131

Dennis Høegh var en smule mellemfornøjet da han efter dagens kamp, hvor FC Fredericia og Vejle Boldklub spillede 0-0 på Vejle Stadion, skulle sætte et par ord på kampen.

“Når man ser på kampen som helhed er det vel egentlig et meget fair resultat. Men hvis vi kigger på vores anden halvleg, så havde vi med lidt held og dygtighed taget sejren i dag,” siger Dennis Høegh.

Dennis Høegh har ikke fået mange chancer fra start i dette forår, men i dag fik han muligheden.

“Det er altid dejligt at starte inde – det er det, man træner for. Så det var jeg utrolig glad for, og jeg håber det vil fortsætte,” siger Høegh, som var okay tilfreds med sin egen præstation.

“Jeg synes, det gik ganske fint. Vi var presset meget ned i første halvleg, så der var jeg ikke så meget på bolden – det handlede bare om at krige for holdet. I anden halvleg synes jeg, at jeg satte mit præg på tingene og kom frem til et par chancer, hvor jeg burde score. Over all var det en okay præstation,” siger han.

Kampene mellem FC Fredericia og Vejle Boldklub er altid lidt ekstra intense – lad os kalde det trekantområdets derby. Og det kunne Dennis Høegh godt mærke i dag.

“Begge fangrupperinger er dygtige til at få smidt nogle smædesange af sted. Og man kan også mærke det i klubben, at Vejle måske ser os lidt som den lille irriterende lillebror, så det kunne selvfølgelig have været fantastisk, hvis vi kunne have taget sejren her og få lukket munden på dem,” siger Høegh


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA