Nyheder

25/08-2015
Højbjerg udtaget til U21-landsholdet

Jeppe Højbjerg er blevet udtaget til U21-landskampene mod Tyskland og Ukraine.

Den vikarierende U21-landstræner, Henrik Clausen, udtog her tirsdag eftermiddag truppen til det nye U21-landshold, som i næste uge pudser formen af mod Tyskland og Ukraine, inden det går løs med EM-kvalifikationen, som starter til oktober.

For det nye U21-landshold gælder nu aldersgrænsen årgang 1994 og yngre, hvorfor mange af de spillere, som var med i sommerens U21-slutrunde, er blevet for gamle.

Derfor er der en del nye ansigter på på holdet, og blandt de nye U21-landsholdsspillere, der er blevet udtaget, er FC Fredericias keeper, Jeppe Højbjerg.

Det er dog ikke første gang, at Højbjerg er med U21-landsholdet, eftersom han tilbage i januar måned også var udtaget til en landsholdssamling for det nye U21-landshold i Tyrkiet. FC Fredericia-målmanden har dog endnu sin første officielle U21-landskamp til gode.

Udover Højbjerg er også Silkeborg IF’s Nicolai Flø Jepsen udtaget til målmandsposten. Du kan se hele U21-truppen ved at klikke her.

Højbjerg og resten af U21-landsholdet møder Tyskland og Ukraine på udebane d. 3. og 8. september.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA